Canadisk politi har anholdt en person i forbindelse med de hackerangreb, der i februar blev rettet mod en række populære internetsider, herunder tv-selskabet CNNs hjemmesider, søgemaskinen Yahoo og den store internetboghandel Amazon.com.

Ifølge politiet er den anholdte en dreng på blot 15 år, og han anvender kodenavnet "mafiaboy", når han opererer på internettet.

Drengen er løsladt mod kaution, og nogle af betingelserne for løsladelsen er, at han kun bruger computere til uddannelsesmæssige formål, at han ikke kobler sig på internettet, ligesom han ikke må besøge forretninger, der sælger computere eller produkter til computere. Han skal desuden overvåges af en lærer.

/ritzau/AFP