En 15-årig dreng fra Odense-bydelen Vollsmose nægter sig skyldig i et groft sex-overgreb på en kvinde i 20'erne fredag aften, ligesom han nægter at være skyldig i røveri fra den samme kvinde umiddelbart efter overgrebet, som ifølge sigtelsen fandt sted på stisystemet i Vollsmose.

Det har han netop meddelt gennem sin forsvarer, Nis Stemann Knudsen, i et grundlovsforhør ved Retten i Odense, hvor den 15-årige bliver fremstillet for en dommer.

Drengen, som er dansk statsborger og af somalisk herkomst, er først fyldt 15 år i september, og han ligner dét, han er; nemlig bare en dreng.

Med den væsentlige forskel fra barndommen, at han altså har passeret den kriminelle lavalder.

Da senioranklager ved Fyns Politi, Jacob Thaarup, læste sigtelsen op, sad den meget spinkle og ranglede dreng forknyt og mut og kiggede det meste af tiden ned i bordpladen foran sig.

Det fremgår af sigtelsen, at den 15-årige fredag aften mellem klokken 20 og 21 på stisystemet ved Vollsmose Allé passede kvinden op bagfra, greb hende om halsen og truende sagde: Vil du dø? Og derefter forgreb sig på hende seksuelt.

Han trak kvindens bukser og trusser af og forsøgte at gennemføre samleje med hende. Da det ikke lykkedes, tvang han ifølge sigtelsen kvinden til at udføre oralsex på ham, ligesom hun blev tvunget til at onanere drengen til sædafgang.

Umiddelbart derefter begik den spinkle dreng, stadig ifølge sigtelsen, som han altså nægter, røveri mod kvinden, idet han truede hende til at udlevere sin pung, der indeholdt 200 kroner, som han tog med sig, da han løb væk.

Da grundlovsforhøret begyndte, blev drengen ført ind i retslokalet af to betjente, som havde fulgt ham op fra arresten. Klædt i en tynd blå vindjakke med lynlås, et par halvlange armygrønne løse bukser, som kun dækkede benene ned over knæene, og bare fødder i et par blå-hvide plastic-klip-klapper.

Inden dommer Torben Østergreen-Johansen afsagde kendelse om dørlukning af hensyn til efterforskningen, meddelte den 15-åriges forsvarer, at drengen erkender at stå bag to voldsepisoder i Fyrreparken i Vollsmose henholdsvis den 6. og den 8. december.

Begge gange gik det ud over den samme unge kvinde, som han dels holdt for munden, fastholdt og truede, dels slog.

Sexofferet og ofret til den såkaldte simple vold er to forskellige kvinder.