Den 15-årige pige fra en lille by i Nordvestsjælland, der torsdag middag er blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk i en hemmeligholdt sag, lagde ikke skjul på sin støtte til hellig krig, efter at hun i oktober gik over til at bekende sig til islam.
På sociale medier har hun via åbne profiler flittigt fortalt om sit nye syn på verden, efter hun blev muslim. Hun angiver selv, at hun konverterede til Islam 17. oktober i fjor.
For to måneder siden besvarede hun et spørgsmål fra en veninde, der havde spurgt, hvad jihad var. Her lød svaret fra den 15-årige pige: "Hellig krig skat"- efterfulgt af et hjerte.
Da veninden spørger, om hun støtter jihad, lyder det korte og skræmmende svar i al sin enkelhed: "Ja."
Politiet har ønsket at holde det som en dyb hemmelighed, hvad den 15-årige pige sigtes for. Torsdagens grundlovsforhør blev på politiets begæring afviklet for dobbeltlukkede døre, så offentligheden end ikke må høre sigtelsen. Ifølge TV2 sigtes hun for besiddelse af sprængstoffer, prøvesprængning af sprængstoffer og for at billige terrorhandlinger.
Hun blev anholdt onsdag kl. 12.20, og efterfølgende arbejdede både Forsvarets ammunitionsryddere og politiets kriminalteknikere på hendes adresse i en villa i Kundby nær Holbæk.