Nye tal afslører, at omfanget af de 14-åriges kriminalitet er mere end dobbelt så stor som først antaget. Tallene kommer efter, at SRSF-regeringen den 1. marts hævede den kriminelle lavalder tilbage til 15 år, skriver Information.
Efter at den daværende VK-regering den 1. juli 2010 sænkede den kriminelle lavalder til 14 år, viste tallene fra andet halvår af 2010 ellers, at det stort set kun havde resulteret i bødesager og i alt 236 såkaldte strafferetlige afgørelser eller domme.
Tal, som fik kritikerne af sænkelsen af den kriminelle lavalder til at spørge, om der overhovedet var nogen argumenter for den. Mens tilhængerne af sænkelsen omvendt tog det beskedne antal til indtægt for, at den havde haft en præventiv effekt.
Ifølge et notat fra Justitsministeriets forskningskontor giver tallene fra det første halve år efter sænkelsen af den kriminelle lavalder imidlertid »et skævt billede af omfanget af de strafferetlige afgørelser«. I første halvår af 2011 var der nemlig 555 strafferetlige afgørelser og i andet halvår var tallet 552 afgørelser. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Morten Bødskov (S).
Men Socialdemokraternes retspolitiske ordfører, Ole Hækkerup, fastholder, at det var rigtigt at hæve den kriminelle lavalder til de nuværende 15 år på trods af det overraskende omfang af de 14-åriges kriminalitet.
- Man skal ikke køre børn gennem det samme retssystem som voksne. Men det er selvfølgelig afgørende, at vi samtidig får fulgt op på de 14-årige. Der skal gerne være en stærkere - og ikke svagere - opfølgning fra de sociale myndigheder, siger Ole Hækkerup til Information og fortsætter:
- Endelig skal man huske på, at der jo også begås forbrydelser af 13-årige, som altså ligger under den kriminelle lavalder uanset om den er 14 eller 15 år.
Ud af de i alt 1.343 strafferetlige afgørelser i det halvandet år - som følge at sænkelsen af den kriminelle lavalder - skyldes de godt to tredjedele såkaldte ejendomsforbrydelser, hvoraf 38 procent er butikstyverier.
Men 14-årige er i perioden også 12 gange blevet dømt for seksualforbrydelser, 165 gange for vold og 19 gange for overtrædelse af våbenloven. Særligt voldssagerne er vokset - fra 19 i andet halvår af 2010 og til 88 i første halvår af 2011 og 58 i andet.
BNB