53 personer er kommet alvorligt til skade ved en togulykke i Amsterdam lørdag aften. Yderligere 83 passagerer er blevet lettere såret.

Redningsfolk er i færd med at bjærge de mange sårede efter en voldsom ulykke i Holland lørdag aften, hvor to tog stødte sammen i udkanten af Amsterdam. Der er ingen rapporter om dræbte, men antallet af sårede er vokset markant i forhold til de første meldinger.Ifølge de hollandske statsbaner, NS, er 53 personer kommet alvorligt til skade, mange med brækkede lemmer. Yderligere 83 personer er blevet lettere såret, skriver hjemmesiden nu.nl.

- Alle mindre skader behandles af ambulancepersonalet på stedet, siger en talsmand for rigspolitiet.

Ifølge Yahoo News blev passagerne kastet ud af deres sæder, da de to tog stødte frontalt sammen. Flertallet af de sårede var om bord på et eksprestog på vej fra Den Helder til Nijmegen, mens de resterende var passagerer på regionaltoget mellem Amsterdam og Uitgeest.

Ulykken har bremset togtrafikken mellem Amsterdam og lufthavnen Schiphol.