En af de familier, der i går kunne ånde lettet op, er 36-årige Stephen Mcfauls familie i Irland. Torsdag aften fik de besked på, at Stephen Mcfaul var blandt de befriede gidsler i Algeriet.
Stephen Mcfaul er en familiefar og har to sønner. Stephens 13-årige søn Dylan fortæller til Sky News, at han ikke kan vente med at give sin far et stort knus, og at han har allerede forberedt sig på, hvad han vil sige til ham:
- Jeg kan ikke forklare, hvor meget jeg glæder mig. Jeg kan slet ikke vente til, han kommer hjem igen, fortalte sønnen til Sky News og tilføjede:
- Han skal aldrig tilbage dertil. Jeg vil ikke lade ham tage af sted.
Stephen Mcfaul ringede straks til sin kone Angela, da han var blevet befriet, for at fortælle, at han var blevet ført til et sikkert sted. En opringning, som familien havde ventet nervøst på.
Til Sky News fortæller Stephen McFauls far, Cristopher McFaul, at de sidste dage har været et mareridt:
- Min søn har beskrevet de sidste timer som et helvede, siger faren til Sky News.
Han fortæller desuden, at familiens tanker går til alle de andre familier, der stadig ikke har fået klarhed over deres pårørendes skæbne.
Fredag morgen fortalte Statoil i Norge ifølge vg.no, at en norsk statsborger også er reddet fra gidseltagerne og er indlagt på et nærliggende hospital.
Hvor mange gidsler, der er blevet befriet, og hvor mange, der er dræbt er stadig meget usikkert. De seneste dødstal fra den algierske sikkerhedstjeneste lyder på, at 30 gidsler og 11 terrorister blev dræbt under det algeriske militærangreb. Usikkerheden gælder også, hvilken skæbne der er overgået mindst 22 gidsler fra blandt andet Japan, Norge og Storbritannien.
I Norge venter alle med bekymring på nyt om otte Statoilansatte på gasanlægget, hvis skæbne stadig er uvis.
Gidsel- og terrordramaet på gasanlægget i Algeriets ørken er endnu ikke slut. CNN rapporterer fra en officiel kilde i landet, at der stadig »er aktivitet« på stedet, og den britiske premierminister, David Cameron, kalder situationen 'flydende':
- Det er stadig i gang, siger han, og forbereder den britiske befolkning på, 'at der kan komme dårlige nyheder', en omskrivning af, at adskillige britiske gidsler kan være dræbt.