Lars Larsen og Jysk Sengetøjslager blev tirsdag idømt en bøde på 125.000 kr. for ulovlig markedsføring ved Sø- og Handelsretten i en straffesag anlagt af Forbrugerombudsmanden. Retten gav Forbrugerombudsmanden medhold i, at en fødselsdags-reklamekampagne fra Jysk Sengetøjslager for snart to år siden var ulovlig.

120.000 forbrugere strømmede d. 6. august 1998 til Jysk Sengetøjslagers butikker, efter at butikskædens stifter, Lars Larsen, i flere tv-reklamespots havde lovet, at alle dyner i anledning af hans fødselsdag ville blive solgt til 50 kr. stykket. Men da kunderne troppede op, viste det sig, at tilbuddet kun omfattede sommerdyner - også kaldet vattæpper - med en før-pris på 149 kr.

Mange skuffede kunder klagede til Radio- og TV-Reklamenævnet, som fastslog, at reklamekampagnen var vildledende og indeholdt urigtige oplysninger i strid med markedsføringsloven. Og på den baggrund valgte forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen at anlægge en straffesag mod Jysk Sengetøjslager, som han altså vandt med dommen tirsdag.

Retten fulgte dog ikke Forbrugerombudsmandens krav om en bøde til Jysk Sengetøjslager på en halv mio. kr., hvilket ville have været den hidtil største bøde for en førstegangs-overtrædelse af markedsføringsloven. Jurist i Forbrugerstyrelsen, Peter Fogh Knudsen, som under retssagen har repræsenteret Forbrugerombudsmanden, begrundede det store bødekrav med, at Folketinget har tilkendegivet, at bøden ved førstegangs-overtrædelse af markedsføringslovens bestemmelser om vildledning mindst skal være det dobbelte af den dømte virksomheds udgifter til markedsføring. Og Jysk Sengetøjslagers omstridte fødselsdagsreklame har kostet 263.000 kr. at producere og få bragt på tv.

Jysk Sengetøjslager har under hele sagen begæret frifindelse.

/ritzau/