En selfie er ikke længere bare en selfie. Nu skal det være mærkeligere, sjovere og vildere.

‘Selfie’ blev af Oxford Dictionaries udråbt til årets ord i 2013, og siden har det sociale selvportræt udviklet sig og fået endnu flere underkategorier. For hvorfor bare tage en almindelig selfie, når man kan tage en med alle sine venner. Eller en ko, for den sags skyld?

BiTE har været til selfie-konference og med hjælp fra selfie-forsker fra Københavns Universitet, Bent Fausing, og social media specialist ved Geelmuyden Kiese, Nathalie Camilla Larsen, giver vi dig her 12 af tidens selfie-trends, du bør kende.

1. Healthie

En healthie er en selfie, der skal vise verden, at du er sund. Ofte signaleret ved en veltrænet krop inden og/eller efter træning. Her er et glimrende eksempel på tendensen.

​2. Usie

Hvorfor være et ‘self’, når man kan være et ‘us’? Det er filosofien bag en ‘usie’, som er flere og ofte ret glade mennesker på en og samme selfie. En af de mest kendte af slagsen er Ellen DeGeneres' Oscar-selfie (se toppen af artiklen).

3. Felfie

Her er vi ude i noget meget specifikt: Nemlig en selfie, der er taget på en bondegård og/eller med dyr fra pågældende gård. Ifølge Urban Dictionary betyder felfie også familie-selfie. Men den med dyrene er sjovere.

4. Museumselfie

Denne selfie-form forklarer lidt sig selv. Du er på et museum, du tager en selfie og voilá: Du har dig en vaskeægte museumselfie. Ligesom hende her.

5. Buttie

En selfie, hvor din numse overtager ansigtets funktion som fokuspunkt. Den måtte jo komme, men giver måske mere mening for Kim Kardashian end for mange andre. Derfor får du også her et billede af netop hende:

6. Droneselfie

Droner er så småt i gang med at overtage vores verden, og derfor kan de naturligvis også hjælpe dig med at tage en selfie: En droneselfie.

7. Homelessselfie

En af de mere groteske selfie-trends. Som ordet antyder, er en homelessselfie en selfie med en hjemløs. Den sympatiske version af trenden er den, hvor folk står sammen med den hjemløse og opfordrer til at give dem penge. Den groteske version er den, hvor en sovende hjemløs fungerer som baggrund i selfien. En trend, vi opfordrer til, at du ikke selv afprøver.

 

8. Daredevilselfie

En daredevilselfie handler om at vise mod, og derfor skal billedet foregå i en ekstrem situation, hvor du viser, at du er en vaskeægte daredevil. Kids, don’t try this at home.

 

9. Disasterselfie

Endnu en usmagelig form for selfie-trend er disasterselfien, som går ud på at tage en selfie foran en ulykke. Trenden er blevet kritiseret vidt og bredt – med god grund. Derfor viser vi også her en disasterselfie af den mildere slags: En pige vil i fitnesscenter, men har kun en sko.

 

10. Sellotapeselfies

Ord er overflødige, vi præsenterer blot: Sellotapeselfien.

11. Fish gape selfie

For et par måneder siden gjorde alle det klart, at ‘duck face’ (hvor man laver en form for truttende andemund) var yt, og det såkaldte ‘fish gape’ er det nye. Det handler simpelthen om at åbne munden let, som en fisk og rode lidt ved sit hår. Her eksemplificeret ved sangerinden Selena Gomez.

12. Nutscaping

En af de nyeste former for selfie-trends, som i alt sin enkelhed går ud på at tage et billede af et flot landskab – tilsat en smule testikel. Social media specialist ved Geelmuyden Kiese, Nathalie Camilla Larsen, forklarer, at det er en kommentar til selfie-kulturen, hvor vi hele tiden smider noget ligegyldigt (os selv) ind foran det, der egentlig er interessant at se på – motivet. Her er en smukt eksempel på nutscaping fra Queenstown.