12 års fængsel for fem drabsforsøg
Bag lukkede døre og i et retsmøde, der blev afviklet i dybeste hemmelighed, blev en 25-årig tidligere rockerlærling i dag idømt 12 års fængsel ved Østre Landsret for sin rolle i fem drabsforsøg.
Bag lukkede døre og i et retsmøde, der blev afviklet i dybeste hemmelighed, blev en 25-årig tidligere rockerlærling i dag idømt 12 års fængsel ved Østre Landsret for sin rolle i fem drabsforsøg.
Den 25-årige rockerlærling MFP blev anholdt i oktober 2009 og sigtet for drabsforsøg og to voldelige kølleoverfald. Han blev varetægtsfængslet, men nægtede ethvert kendskab til forbrydelsen.
Siden valgte han dog at lægge kortene på bordet, og det var således hans forklaring, der førte til, at politiet 5. maj 2010 kunne anholde HA-rockeren Brian Sandberg og flere end 10 andre medlemmer af Hells Angels og støtteklubben AK81.
Den 25-årige blev 18. juni 2010 idømt 12 års fængsel ved Københavns Byret for sin rolle i de fem drabsforsøg, herunder på en af frontfigurerne blandt fjenderne på Blågårds Plads, 'Lille A'.
En straf, som han ankede til formildelse.
Sagen ved Østre Landsret blev afviklet i største hemmelighed. I en opsigtsvækkende kendelse besluttede landsretten nemlig, at sagen ikke skulle fremgå af retslisterne.
Det skete med henvisning til § 748, stk. 5 i retsplejeloven. Den siger, at retten kan bestemme, at ”de medsigtede ikke skal gives underretning om sagen.” Derfor besluttede retten - selv om Brian Sandberg og hans 15 rockerkolleger alle er tiltalt og ikke sigtede i sagen – at slette den 25-åriges sag fra retslisten.
Kun repræsentanter fra Ritzau og B.T. var til stede i retten mandag, men retten fandt altså, at det store fremmøde af kampklædt politi ikke ville var nok til at sikre den tidligere rockerlærling mod pressen.
Samtidig valgte landsretten på begæring af både anklager og forsvarer at sagen skulle køre bag dobbelt lukkede døre – dvs. at end ikke forhandlingen om, hvorfor de to mediers tilstedeværelse ville udgøre en trussel for den 25-åriges sikkerhed – måtte komme til offentlighedens kendskab.