Han var 23 år, da han blev dømt for drabet på den blot tolv-årige pige Kristin Juel Johanessen. Han var 24, da han blev frifundet. Nu - som 39-årig - er han endnu engang tiltalt for at have kvalt den unge pige, efter nye beviser i sagen er dukket op.

Det var sagen, hele Norge talte om. Som Danmark talte med om. Drabet på den 12-årige norske pige Kristin Juel Johanessen.

Hun blev sidst set den 5. august 1999 nær Larvik. Kort før klokken 18:30 havde hun forladt sit hjem på cykel for at køre over til en veninde for at bade i Goksjø.

Ved hovedvejen havde hun mødt sin storesøster. Smilende vinkede de farvel til hinanden.

Det var sidste gang, nogen så den mørkhårede pige i live.

Siden har politiet og pigens egen familie jagtet gerningsmanden. Og nu ser det ud til, at han kan være fundet. For snart går retssagen mod en 39-årig mand, der netop er blevet tiltalt for drabet, i gang.

Er tidligere dømt i sagen

Det er dog ikke første gang, den 39-årige kommer til at sidde ansigt til ansigt med dommere, forsvarer, anklager og pigens familie.

Tilbage i december 2001 blev han dømt for drabet. Han ankede dommen, og året efter blev han frikendt. Der var ikke nok beviser mod ham, mente landsretten. Det hårstrå, man mente kunne knytte ham til drabet, viste sig at stamme fra en kvinde. Ikke fra ham.

Artiklen fortsætter under billedet.

I tretten år har han gået fri. Lige indtil han i sommer blev anholdt af politiet. Igen. Nye beviser i sagen peger nemlig på, at han stod bag drabet.

Det skriver norsk TV 2.

Hans DNA blev fundet på fingernegl

Efter drabssagen sidste år blev genåbnet, blev mandens DNA fundet på den mørkhårede piges fingernegl. Fundet blev gjort, efter at sikret materiale i sagen blev gennemgået og analyseret på ny med forbedret analyseteknik. Og da man undersøgte neglen, dukkede mandens DNA-profil op i efterforskningsregistret, hvor han var blevet registreret efter en anden straffesag mod ham.

Den 39-årige mand blev anholdt med det samme. Siden har han siddet varetægtsfængslet.

Tirsdag blev der atter rejst tiltale mod ham i sagen efter Rigsadvokatens ordrer. Ifølge tiltalen kvalte den 39-årige mand sit unge offer den 5. august i tidsrummet mellem klokken 18.39 og 21.00 i nærheden af Larvik.

Selv nægter han - som han også gjorde for 15 år siden - at have dræbt Kristin Juel Johannessen.

'Det har været enormt belastende for familien'

Tilbage sidder pigens familie og håber på, at de nu snart kan sætte et endeligt punktum i sagen. Det fortæller familiens bistandsadvokat, Astrid Aas-Hansen, til norsk TV 2.

»Det har været enormt belastende for dem at have det her hængende over dem. Familien er både fysisk og psykisk præget af den uvished, som har stået på i ni måneder, efter manden (den 39-årige, red.) blev pågrebet,« siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Familien til den 12-årige pige opdagede, at noget var galt, da de fandt ud af, hun aldrig var dukket op hos sin veninde som aftalt.

Storesøsteren var kørt derhen, efter hun havde set, at hendes lillesøster var kommet til at tage hendes sko med i stedet for sine egne. Da hun ville hente dem, fortalte veninden, at hun slet ikke havde set Kristin Juel Johannessen.

Eftersøgningen begyndte. Forældrene, som havde været ude at cykle med en nevø, blev kontaktet. Det samme gjorde politiet omkring klokken 21.

Kort tid efter blev Kristin Juel Johannessens cykel fundet lænende op ad et træ.

Klokken 23.18 blev den 12-årige pige selv fundet. Liggende i en lund kort derfra. Kvalt og afgået ved døden.