USA: Vestnilfeberen har nu kostet 118 mennesker livet i USA i år, viser den nyeste opgørelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder.

Ifølge centret for sygdomskontrol og forebyggelse, Center for Disease Control and Prevention, er der registreret hele 2.636 tilfælde i USA i 2012 - 1.993 af disse på et enkelt døgn, skriver Reuters.

Sygdommen er blevet registreret i mennesker, fugle eller myg i 48 amerikanske stater. Kun Alaska og Hawaii er gået fri. Omkring 40 procent af alle tilfælde, der berører mennesker, er fundet i Texas.

Den alvorlige form for vestnilvirus kan føre til meningitis og døden, mens den milde form medfører influenzalignende symptomer og er kun sjældent dødelig. Et udbrud er uforudsigeligt, da det blandt andet afhænger af temperatur, nedbør og økologiske faktorer.

Virussen er også nået til Europa. På to år har den spredt sig til flere yndede rejsemål for danskere, og herhjemme har det blandt andet haft den konsekvens, at Bloddonorerne i Danmark har indført en 28 dages karantæne for donorer, der har været i Italien, Grækenland, Tunesien, Tyrkiet og Ungarn.

Der er endnu ikke registreret tilfælde af vestnilfeberen i Danmark, men eksperter frygter, at det kun er et spørgsmål om tid.

I USA og Canada er der tale om en decideret epidemi. Siden de første tilfælde i New York i september 2001, som først blev mistolket som terror, har vestnilfeberen krævet mange hundrede menneskeliv.