11 sager om matchfixing i dansk idræt på et år
Efter en ny grov sag om matchfixing i fodbolden, frygter DIF, at man kun har set toppen af isbjerget.
Efter en ny grov sag om matchfixing i fodbolden, frygter DIF, at man kun har set toppen af isbjerget.
Ifølge Danmarks Idrætsforbund (DIF) er aftalt spil en større trussel mod dansk idræt end doping, skriver Politiken.
Organisationen har nu i et år haft et decideret matchfixingsekretariat, og i den periode har instansen behandlet eller observeret 11 sager om aftalt spil og uetisk adfærd på dansk grund.
Fem forskellige sportsgrene er involveret og to af dem har tråde til international kriminalitet.
»Alt tyder på, at matchfixing er meget mere udbredt i Danmark, end vi havde regnet med. Og vi kan frygte, at vi kun har set toppen af isbjerget,« siger udviklingschef Morten Mølholm Hansen, der har matchfixingsekretariatet under sig.
Lørdag afslørede Berlingske, at Københavns Politi har sigtet seks mænd for at have manipuleret to 1.-divisionskampe med fodboldklubben Hvidovre IF i 2010, hvor der er sat penge på opgørene og tjent cirka 900.000 kroner.