11 mennesker blev dræbt og yderligere fem livsfarligt kvæstet, da et lastvogntog nær Eutin i den nordlige tyske forbundstat Slesvig-Holsten kolliderede med to minibusser. Ulykken skete på den meget befærdede og smalle Bundesstrasse 76 sent på formiddagen.

Passagererne i minibusserne var psykisk handicappede fra en institution i Kiel, der var på vej til forlystelsesparken Hansa Park. I den ene minibus blev alle otte passagerer dræbt.

En talsmand for politiet i Eutin beskrev ulykken som den værste i politikredsen nogen sinde. Sent i dag var det endnu ikke afklaret, hvad årsagen til ulykken var.

/ritzau/DPA