En 11-årig dreng er alvorligt kvæstet og fløjet til Rigshospitalets Traumecenter efter en voldsom speedbådsulykke i Lynæs Havn fredag eftermiddag.
En speedbåd bragede fredag eftermiddag ind i en stenmole i Lynæs Havn ved Hundested. En far og hans 11-årige søn samt to af sønnens kammerater på 11 og 12 år blev kastet over bord og landede henholdsvis på stenmolen og i vandet.
Den 11-årige dreng, der sad forrest i båden ved ulykken, fik alvorlige hovedlæsioner og er hastet til Rigshospitalets Traumeafdeling med redningshelikopter. Faderen og drengens to kammerater er fragtet til Hillerød Hospital med politieskorte. Deres skader menes at være knoglebrud og trykkede ribben.
- De tre drenge får forholdsvis mange knubs, fordi de lander på selve molen, mens manden er forholdsvis uskadt. Han sidder længe på molen, men han er uden tvivl i chok, fortæller havnefoged i Lynæs Havn Morten Frederiksen.
Havnefogeden var på stedet umiddelbart efter ulykken og fortæller, at speedbåden forud for ulykken ikke kunne sænke farten.
- En gasregulator sætter sig fast, så de ikke kan sænke farten. De sejler ind i havnen og sejler en runde og forsøger at sejle ud igen, da de pludselig rammer stenmolen, fortæller Morten Frederiksen.
Inden ulykken forsøger faderen at gøre flere ting for at standse båden. Men båden sejler uhindret med en fart på omkring 25 knob – svarende til 45 kilometer, vurderer havnefogeden.
- De forsøger at hive benzinslangen ud for på den måde at dræbe motoren, og de forsøger at trykke på en såkaldt ’dødmandsknap’, som der er på den slags både med påhængsmotor. Det er gudskelov yderst sjældent, den slags sker, men når det gør, går det galt. Og de sejler vel omkring 25 knob, ca. 45 kilometer i timen, og det er stærkt i vores lille bassin, siger Morten Frederiksen.
Båden ligger lige nu for enden af molen, stærkt ramponeret.
- Den har fået et ordentligt tryk og styrepulten er flået af. Men ellers er det en båd, der har været i fin stand, og de havde alle redningsveste på, så der er umiddelbart ikke noget at udsætte på sikkerheden, siger Morten Frederiksen.
Et hold fra Nordsjællands Politi arbejder lige nu på stedet for at klarlægge, hvad der gik galt. Men vagtchef Ole Hestbech bekræfter over for bt.dk, at sikkerheden umiddelbart var i orden.
- De havde redningsveste på, og faderen havde det korrekte søcertifikat til at føre sådan en speedbåd, så det bare en rigtig uheldig ulykke, siger vagtchef Ole Hestbech til bt.dk.
Det var folk fra en lokalafdeling af Dansk Søredningsselskab, der holder til i Lynæs, der var hurtigt på stedet og fik reddet de fire i land og rekvireret redningsfolk. Tre ambulancer, fire politibiler og en redningshelikopter rykkede ud til stedet, og også Søværnets Operative Kommando (SOK) blev alarmeret, men assisterede ikke ved ulykken.
Del: