Man bliver aldrig for gammel til at drømme. Det kan flygtninge- og migrantkrisens vel nok ældste ansigt nikke genkendende til. Hun hedder Bibihal Uzbeki, hun er 105 år gammel, fra byen Kunduz i Afghanistan – og nu er hun på vej til Sverige.
»Mine ben gør ondt, men jeg har det fint,« siger den 105-årige kvinde til nyhedsbureauet AP, der har mødt hende i en lejr i Kroatien, som hun ankom til tirsdag.
Flygtet med hele sin familie
Indhyllet i et grønt sjal fortæller Bibihal Uzbeki med rystende hænder, at hun som titusindvis af andre flygtninge og migranter er flygtet fra fattigdom og krig i Afghanistan.
Drømmen er et lykkeligt og sikkert liv i Europa – langt væk fra hjembyen Kunduz, hvor det for nylig kom til sammenstød mellem Taleban og regeringsstyrkerne, der igen har vundet kontrollen over den strategisk vigtige by.
Det er uroligheder som disse, familiens 17 medlemmer, der har været 20 dage undervejs, er flygtet fra. Og på den, ifølge AP, farlige og udmattende rejse har familien krydset bjerge, vand og skove. Mange kilometer er tilbagelagt til fods.
Faldt og slog knæet
»Vi havde mange problemer. Jeg har lidt en del. Jeg faldt og beskadigede mit knæ. Jeg har ar i mit hoved,« siger Bibihal Uzbeki, der det meste af tiden er blevet båret af sin 67-årige søn og sit 19-årige barnebarn.
Uzbeki-familien er blot en brøkdel af de 260.000 flygtninge og migranter, der siden 15. september, da Ungarn lukkede den serbiske grænse, er rejst igennem Kroatien.
Den 105-årige kvinde og hendes familie har nu fortsat deres rejse med tog, som har bragt dem tættere på Slovenien, hvorfra turen op gennem Europa fortsætter.
Ifølge det kroatiske politi viser den gamle kvindes dokumenter, at hun er 105 år gammel, skriver AP.