Samtlige 103 personer, der var om bord på det militære transportfly, der tirsdag ramte en klippe i det østlige Algeriet, blev dræbt. Næsten alle ofre er soldater og deres familiemedlemmer.
ALGERIET: Alle 103 personer, der var om bord på det militære transportfly, der tirsdag styrtede ned i den østlige del af Algeriet, mistede livet.
Fire af ofrene var besætningsmedlemmer, mens de resterende 99 var soldater og familiemedlemmer til soldaterne.
»Der er ingen overlevende,« siger en sikkerhedskilde ifølge nyhedsbureauet AFP.
Algerisk statsradio oplyser ifølge AFP, at flyet styrtede ned under dårlige vejrforhold. Det blæste kraftigt i det bjergrige område, hvor flyet forulykkede. Vidner har fortalt statsradioen, at flyet ramte en klippe, hvorefter det styrtede til jorden.
Flyet, der var et C-130 Hercules-fly, var på vej fra Tamanrasset-provinsen i det sydlige Algeriet til byen Constantine, der ligger i den østlige del af landet. Styrtet skete nær byen Oum El Bouaghi, der ligger cirka 500 kilometer øst for Algeriets hovedstad, Algier.
Den algeriske TV-station Ennahar oplyser ifølge BBC, at myndighederne mistede kontakten med flyet mellem byerne Constantine og Oum El Bouaghi.
Tirsdagens flystyrt er ifølge nyhedsbureauet Reuters det værste i Algeriet siden 2003, hvor en flyulykke kostede 102 personer livet.