Flere end 100 passagerer blev tirsdag aften indespærret i en tunnel ved byen Bristol i det vestlige England, da et jordskred afsporede et hurtigtog.

Alle passagerer blev efter to timers ophold i tunnelen reddet ud, og ingen skal ifølge politiet være kommet til skade.

Uheldet indtraf ved 18.30-tiden, da et tog fra London mod Cardiff med en fart af 110 kilometer i time blev afsporet på grund af jord og sten på skinnerne.

Togets forreste hjul løb af sporet, og togets otte passagervogne blev afsporet over en strækning på knap en kilometer og standsede i en tunnel tæt ved floden Severn.

Passagererne blev, efter at de var reddet ud af tunnelen, i bus sendt videre til deres bestemmelsessted.

En talsmand for de britiske jernbaner sagde, at det var uklart, hvorfor jordskrevet havde fundet sted.

Britisk togdrift er i den senere tid blevet ramt af flere uheld, og der sættes spørgsmål ved togsikkerheden, efter at togdriften er blevet privatiseret.

I oktober i fjor blev 31 mennesker dræbt ved en ulykke i Paddington uden for London, da to tog kolliderede.

/ritzau/AFP