Vagthavende operationschef hos Hovedstadens Beredskab, Kristian Næsted, oplyser til BT, at brandvæsenet nu fokuserer arbejdet på værdiredning og på at sørge for, ‘at der kommer så få og små skader som muligt.’

»Og så er vi i gang med opskæring af tagkonstruktionen, så vi sikrer os, at at der ikke gemmer sig ildlommer,« siger han.

Tidligere var op mod 100 mand indsat i forbindelse med brandslukningsarbejdet og værdisikringen. Nu arbejder omkring 30 mand på sagen, melder Kristian Næsted.

En stor tagbrand på Amagertorv i Indre by i København har siden klokken fem sendt røg ud over Christianshavn og Amager.

Branden er opstået øverst i Illums Bolighus, hvorefter den spredte sig fra taget og ned i den underliggende etage.

Selvom brandfolk nu har kæmpet med flammerne i timer, er brandvæsenet langt fra færdigt med arbejdet.

»Der er stadig brand i bygningen ude i tagkonstruktionen i bygningens øverste lag,« siger Tim Ole Simonsen, der er operationschef hos Hovedstadens Beredskab, til BT.

Han fortæller, at brandfolk fra seks stationer er tilkaldt for at hjælpe til.

»Det er en relativ alvorlig hændelse, som vi bruger mange ressourcer på. Vi har i gang i en  værdiredningsindsats, hvor vi forsøger at bevare så meget som muligt.«

Det betyder, at brandfolkene dækker tingene i bygningen af med plast under slukningsarbejdet.

»Der er tale om en ret stor bygning, hvor der er en hel del flere møbler end i en normal lejlighed, så vi har 100 mand på opgaven: brandfolk, frivillige og folk fra et skadeservicefirma,« siger Tim Ole Simonsen og sætter ord på, hvor usædvanlig brandens omfang er:

»Der er tale om en stor hændelse hos os. Det er i den størrelsesorden, som kun sker to gange om året. Og så rammer det en bygning som måske er ikonisk i København.«

Slukningsarbejdet vil formentlig vare nogle timer endnu, lyder det.

»Vi forventer at slukningen er færdig inden for nogle timer, men vi vil være til stede hele dagen i forbindelse med arbejdet med værdiredningen.«