LEVENDE HELE LIVET: Danskerne lever i gennemsnit fire år længere end for bare 15 år siden. Men kan alder overhovedet gøres op i tal eller er det mere en følelse, som afhænger af livssyn og antallet af skavanker? BT undersøger i en ny serie danskernes forhold til alder. Hvornår er man gammel? Hvornår føler vi os unge? Hvor mange år forventer vi at leve? Og hvor langt vil vi gå for at kunne sætte 100 lys i lagkagen - og samtidig være i stand til at puste dem ud?

Lise Nørgaard, journalist, forfatter og manuskriptforfatter, 100 år

Hvornår er man gammel?

Jeg er aldrig standset op og tænkt, nu er jeg gammel. Men jeg vil sige, at man hele tiden føler, at man bliver ældre. Jeg springer jo ikke længere rundt som et hjortekid. Man får skavanker hen ad vejen, som man så må indrette sig efter. F.eks. måtte jeg stoppe med ballet, da jeg blev 50 år, stoppe med at spille tennis, da jeg blev 80 år, og stoppe med at stå på ski, da jeg blev 90 år. Hver gang, man må stoppe med noget, føler man sig jo kedeligt ældre.

Nogle dage føler man sig urgammel, og det hele er frygteligt, og så er der andre dage, hvor man er taknemmelig over, at man lever. Det værste ved at blive gammel er, at man skal rende ind og ud af kirker for at begrave mennesker, man holder af. Dem man har delt livet med, venskaber der forsvinder. Men det kan man ikke undgå.

Hvornår føler du dig gammel?

Jeg føler mig gammel, når jeg får en bog tung som en mursten. Jeg vil jo gerne læse den i sengen, men jeg har meget svært ved både at holde den eller læse i den. Så må jeg hen i bogsamlingen og finde noget mere behersket, som jeg kan genlæse. Jeg ved ikke, hvorfor bøgerne skal være så fede i dag? Det er også skrevet med mere utydelige typer, end da jeg begyndte at læse for 95 år siden.

Jeg vil også gerne se de nye TV-serier, men billederne er så mørke. Det hele er filmet i tunneller eller kældre – også selvom det foregår i Syden, hvor der er lyst. Det er åbenbart en ny stil. Man skal helst ikke kunne se, hvad der foregår eller høre, hvad de siger. Jeg gav ’Liberty’ en chance, fordi jeg synes den virkede spændende, men jeg måtte opgive, fordi jeg skulle anstrenge mig for meget. Greyzone gav jeg op på, allerede da jeg så forfilmen. Det er jo ikke gråzone. Det er sort zone.

Når jeg får håndskrevne breve, fra folk yngre end mig, føler jeg mig også gammel. De bruger ikke de sorte penne, som min generation brugte, men blege penne, så skriften er fuldstændig ulæselig. Da jeg var ung, skulle man skrive – navnlig til ældre – i hånden. Man kan måske ikke tillade sig at sige, at det i dag er uhøfligt at skrive i hånden, men det tjener intet formål, for ingen kan læse det.

Hvornår føler du dig ung?

Når jeg sidder i en quiz og bliver spurgt om alt muligt. Så er jeg rigtig god til at vinde. Når man lever i 100 år og er nysgerrig, så har man samlet en hel masse sammen i hovedet.

Hvornår føler du dig gammel?

’At være gammel’ er en følelse, som indhenter én i bestemte situationer, og som i høj grad hænger sammen med dit helbred.

Den dag, du skal puste 80 lys ud i lagkagen, er du gammel. Det er i hvert fald den alder, flest danskere peger på, når de skal sætte et tal på ’at være gammel’, viser en undersøgelse, som Yougov har lavet for BTMX.

Måske ikke overraskende rykker den opfattelse med alderen. Blandt den yngste målgruppe, mener én ud af tre, at man allerede er gammel, før man fylder 70 år. I den ældste målgruppe mener tre ud af fire til gengæld, at det kræver 80 lys i lagkagen, før man kan kalde sig gammel.

Alder er ifølge etnolog fra Center for Sund Aldring Københavns Universitet, Aske Juul Lassen, i høj grad situationsbestemt. F.eks. når man ser de ser sig selv i spejlet, har fødselsdag, pensionsselskabet ringer, eller Ældresagen kontakter en.

»Når de ældre viser rundt i hjemmet og f.eks. støder på et billede af deres forældre, går det op for dem, at de faktisk er ældre, end forældrene var på billedet. Men de føler jo, de ser temmelig meget yngre ud,« siger han.

I Ældresagens Fremtidsstudie svarer næsten hver anden i aldersgruppen 50-84-årige, at de føler sig yngre, end det tal, der står på dåbsattesten. Og her spiller helbredet en afgørende rolle. 87 pct. af dem, der føler sig yngre, end deres alder, har i undersøgelse et godt selvvurderet helbred.

»At være gammel er selvfølgelig ikke en sygdom. Men alderen er ofte noget man føler gennem sygdom,« siger Aske Juul Lassen.