10. klasse løfter de svage elever – men ikke resten
Det er asocial politik at sende dygtige unge på efterskole, når man kunne bruge pengene på de fagligt svage elever, lyder det fra Dansk Industri. Antorini vil ændre udskolingen.
Det er asocial politik at sende dygtige unge på efterskole, når man kunne bruge pengene på de fagligt svage elever, lyder det fra Dansk Industri. Antorini vil ændre udskolingen.
Fingeren op i timerne. Engagement. Et godt forhold til lærerne og kammeraterne
For mange af de elever, der har haft det allersværest i folkeskolen, betyder et år i 10. klasse, at de forbedrer sig markant. De unge synes bedre om at gå i skole, de deltager med større engagement i timerne og får lyst til at tage en ungdomsuddannelse.
Det viser en evaluering af 10. klasse, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har foretaget for Skolerådet. I 2008 blev 10. klasse netop målrettet gruppen af fagligt svage elever samt uafklarede unge, skriver Berlingske.
Men for det store flertal af elever i 10. klasse sker der ikke samme positive udvikling. De fleste havde i forvejen en forholdsvis positiv vurdering af egne evner og motivation, og det forbedrer 10. klasse kun i beskeden grad. Sidste år viste en undersøgelse fra EVA, at det især er de fagligt stærke elever, der tager 10. klasse på efterskole, mens de fagligt svage vælger kommunal 10. klasse.
I en presset økonomi bør Danmark ikke bruge penge på et ekstra skoleår til de fagligt stærke, mener forskningspolitisk chef Charlotte Rønhof fra DI.
- Der foregår mange fine ting på efterskolerne, men det er ikke målrettet den svage gruppe. Når samfundet ikke har særligt mange penge, gør det lidt ondt, at man vælger at bruge rigtig mange penge til de allerstærkeste unge. Det er penge, vi kunne have brugt bedre på den svageste gruppe. Det er en ret asocial politik, der føres, siger Charlotte Rønhof til Berlingske.
Hun mener, at der burde være visitation til 10. klasse på efterskole, så det kun bliver for de elever, der er i 10. klasses målgruppe. De dygtige elever kan så vælge efterskole i 9. klasse. Professor Niels Egelund fra Skolerådet bakker op.
- 10. klasse er en parkeringsplads for unge mennesker, hvoraf mange sagtens kunne gå videre på en ungdomsuddannelse med det samme. Det bør være et tilbud for de cirka 20 procent, der har behov for et fagligt og personligt løft. Jeg kan godt forstå, at de unge synes, at det er dejligt at tage på efterskole, men det koster kassen for samfundet, siger Niels Egelund.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) satser dog mere på at gøre eleverne afklarede i folkeskolen.
- Det er rigtig positivt, at 10. klasse gør en positiv forskel for de unge, der tror, at de ikke kan noget. De får lysten til uddannelse igen. Men derudover er der mange unge, der vælger 10. klasse, fordi de er uafklarede, siger hun.
- I vores udspil til ny folkeskolereform vil vi forbedre udskolingen, så eleverne i højere grad bliver motiverede. De unge skal prøve flere ting af og blive mere afklarede, mens de går i 7.-9. klasse. Men vi har ikke planer om at begrænse adgangen til 10. klasse. Vi kan ikke ændre på, at mange 16-årige er forvirrede over, hvad de skal, siger Christine Antorini.
.