En række debatindlæg, avisannoncer og demonstrationer skal gøre Folketingets åbning tirsdag lidt mindre festlig for regeringen, end dagen ellers ville være.

I indlæggene og annoncerne vil 10 fagforbund, der repræsenterer 500.000 offentligt ansatte, rette en ordentlig bredside mod SF, de Radikale og Socialdemokraterne.

- Det handler om at råbe denne regering op og gøre den klart, at den er nødt til at vælge en anden vej, for det her duer ikke, siger Bodil Otto, der er formand for HK Kommunal, til Politiken.

Det er især den omstridte dagpengereform, der har fået blandt andet FOA, Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd, Socialpædagogerne, Magisterforeningen, BUPL, Frie Skolers Lærerforening og Uddannelsesforbundet til at hamre den røde fane i gulvet og bede regeringen om at finde tilbage på det røde spor.

Udover en række debatindlæg har forbundene inviteret folketingsmedlemmerne til middag med nogle af de dagpengemodtagere, der risikerer at ryge ud af systemet efter nytår. Det bliver på Slotspladsen foran Christiansborg, hvor der også er varslet demonstration.

Initiativet overrasker ikke Flemming Ibsen, der er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.

- Jeg har hele tiden ventet en mobilisering fra fagbevægelsens side. Det er en sag, som har stor betydning for de medlemmer, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet på grund af en krise, som de ikke selv har indflydelse på, siger han til Politiken.

Arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand fra FAOS på Københavns Universitet mener, at forbundenes aktion kan få en effekt, da der allerede er intern uro om dagpengesagen i regeringen.

- Og den er ikke blevet mindre, efter at der er blevet indledt en valgkamp om at blive ny formand for SF. Det kan nok blive vanskeligt at få rørt ved selve grundelementerne som dagpengeperiodens længde på to år, og genoptjeningskravet er måske også svært at få ændret på. Men der er andre mulighed for at »reparere« dagpengesystemet, siger han til Politiken.