10 afhuggede hoveder fundet i Mexico
Et narkorelateret bandeopgør menes at være årsagen til det makabre fund.
Et narkorelateret bandeopgør menes at være årsagen til det makabre fund.
Mexicanske myndigheder har gjort et makabert fund i en lille by nord for Acapulco.
Søndag fandt politiet ti afhuggede hoveder, som menes at stamme fra bandemedlemmer, der er blevet dræbt i en narkorelateret bandekrig.
Hovederne lå på rad og række på åben gade uden for et slagteri i byen Teloloapan, oplyser mexicansk politi ifølge Reuters.
Byen ligger i et område, som er hårdt plaget af kampene mellem de rivaliserende narkokarteller La Familia og Los Caballeros Templarios - tempelridderne.
Tre af hovederne tilhørte kvinder. Alle de dræbte var ifølge politiet mellem 20 og 35 år gamle. Deres kroppe er endnu ikke blevet fundet.
Flere end 50.000 mennesker er blevet dræbt i narkorelateret vold siden præsident Felipe Calderon indledte en kamp mod kartellerne for fem år siden, skriver Reuters.
BNB