De går i Frederik 9. og dronning Ingrids fodspor.

I dag har Danmark haft et kronprinspar i 10 år. I de forløbne år er både Frederik og Mary vokset med deres roller og er trådt i karakter. Mary som den socialt forankrede kronprinsesse og Frederik som fremmer af folkesundheden. Sammenligningen med det tidligere kronprinspar, Frederik og Ingrid, ligger nær.

Da Frederik og Mary i dag for præcis 10 år siden trådte ud af Vor Frue Kirke som nygifte, spredte skyerne på himlen sig helt symbolsk og gav plads for solen. Og nærmest for øjnene af hele landet er parret siden vokset, så de i dag fremstår som et moderne kronprinspar, der på officielle opgaver sagtens kan finde på at at lade den stramme tidsplan skride, fordi der er nogle mennesker i vrimlen, de lige skal tale færdig med. Eller når Mary helt spontant tagger gas på en australsk tv-reporter uder det sidste officielle besøg i Australien. Eller når hun hopper højt i trampolin med børnene under et besøg på et julemærkehjem.

I de første år som kronprinsesse var hun mere kontrolleret og ledte tydeligvis efter at finde sine egne ben, hvilket Mary selv erkendte i et stort interview i anledning af hendes 40 års fødseldag for et par år siden. Hun blev også kritiseret for at være en modeprinsesse med hang til hestesporten.

Før Frederik blev gift kæmpede han med at finde sig til rette med sin rolle. Man så ham ofte være tvær, genert og tydeligt utilpas. Men i dag er alt det tvære, som tørret væk af solen og i stedet ser danskerne en betydeligt friere og gladere kronprins, der især vinder når han er en til en med folk.

10 års kærlighed: Nye officielle billeder - Mary og Frederik fejrer bryllupsdag

- Han ligner en kronprins, der hviler i sig selv og som har affundet sig med opgaven. Mary har helt klart haft en positiv indflydelse på ham. Der er virkelig kommet et kronprinspar, som i de sidste 10 år er trådt i karakter med hensyn til at overtage opgaven som kongepar, mener historikeren Lars Hovbakke, der er ekspert i kongehuset og ekstern lektor på Københavns Universitet.

Han peger på, at Mary og Frederiks ofte uformelle fremtoning i officielt regi, har været med til at modernisere det danske kongehus på en helt anden måde, end dronning Margrethe og Prinsgemalen har gjort.

- Det er helt klart en styrke i et moderne monarki, mener Hovbakke.

I de første år som kronprinsesse tog Mary kun få protektioner til sig. Men bag Amalienborgs tykke mure arbejdede hun i al stilhed på at få stablet Mary Fonden på benene. Fondens økonomiske grundlag var folkegaven, som hun og Frederik fik ved deres bryllup samt økonomisk støtte fra flere store virksomheder og fonde i Danmark. Med Mary Fonden stod det hurtigt klart, at der under de fashionable silkebluser banker et meget socialt hjerte i kronprinsessen.

Hvor Marys fokus især er rettet på de udsatte og sårbare børn såvel som voksne, har Frederik i de sidste 10 år rettet sit fokus mod folkesundheden i almindelighed og idræt i særdeleshed. Og han nøjes ikke med at se på. Som den eneste kongelige nogensinde gennemførte Frederik sidste år en ironman, der også kaldes for ’kongedistancen’. Det var også sidste år han gennemførte det ekstremt, fysisk strabaserende cykeløb, ’La Marmotte i Alpe d’Huez’ i Frankrig. Og så har han indenfor de sidste to år gennemført to Vasaløb skiløb i Sverige.

Men spørger man Lars Hovbakke, så mangler parret at udvide deres horisont.

- Det er specielt kronprinsen. Han kunne godt brede sit engagement i samfundet endnu mere ud. Og så skal de begge passe på, at de ikke kun appellerer til de unge med interesser indenfor sport, mode og børns vilkår. For de har aldrig vist den store interesse for klassisk musik, billedkunst og arkitektur, som mange af de ældre går op i. Dér, synes jeg, de har en udfordring, siger Hovbakke, og afviser, at parret roder bod på det område med deres årlige kulturpris, Kronprinsparrets pris.

- De har da en interesse indenfor det kulturelle. Men de skal passe på, det ikke bliver for snævert.

Frederik og Mary bliver af den ældre generation ofte sammenlignet med Frederiks morforældre, Frederik den 9. og dronning Ingrid. Her peger flere på, at de to Frederik’ere særligt har folkeligheden og evnen til at tale med alle mennesker til fælles. Mens sammenligningen mellem de to kronprinsesser især går på de to kvinders måde at påvirke deres til tider rebelske ægefæller på.

- Det var almindeligt kendt, at Ingrid havde en stor, positiv indflydelse på Frederik den 9., som hun støttede i alle hans forskellige opgaver. Det er også helt tydeligt, at Frederik i dag varetager sin opgave på en helt anderledes måde, efter han blev gift med Mary. Og så er Mary, som Ingrid, gået ind til opgaven som kronprinsesse med liv og sjæl. Så sammenligningen mellem de to par er meget relevant, mener Lars Hovbakke om dagens tin-brudepar.