Odense Universitetshospital nægter at sende patienter med livstruende kræft i bugspytkirtlen videre til behandling på Aalborg Sygehus, selv om det ville kunne skære tre til fire uger af ventetiden. Lægerne i Odense stoler ikke på, at kollegerne i Nordjylland er lige så gode til at behandle de dødssyge patienter.

Men det er ikke i orden, mener Leif Vestergaard Pedersen, der er administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

- Det er helt afgørende, at patienter med den sygdom bliver behandlet hurtigt for at øge chancen for overlevelse. Derfor er det helt uacceptabelt, at patienterne ikke bliver sendt videre, siger han.

Direktøren i Kræftens Bekæmpelse understreger, at der ikke er noget sagligt argument for, at de kræftsyge patienter skulle have en bedre chance for at overleve ved at blive behandlet i Odense fremfor i Aalborg.

- Jeg er uforstående overfor meldingen fra Odense Universitetshospital. Der er ingen data, der viser, at patienterne skulle blive behandlet bedre i Odense. Og vores eksperter i Aarhus og på Riget anerkender fuldt ud behandlingen på Aalborg Sygehus, siger Leif Vestergaard Pedersen.

- Men jeg noterer mig, at den lægelige chef i Region Syddanmark har sagt, at udmeldingen ikke er et udtryk for regionens holdning.