David Moyes forlader sit trænerfaglige livsværk, og nu skal Everton finde en erstatning for den solide skotte, der takkede ja, da Manchester United ringede.
Og det bliver en hård mand at undvære, mener Lars Jacobsen, som spillede under David Moyes i sæsonen 2008-2009.
- Han var en stor skikkelse i klubben og havde meget stor indflydelse. Han har skabt en midt/topklub med meget begrænsede midler i forhold til andre hold, der bruger 4-5 gange så mange penge. I England har man meget respekt for de managere, der ikke bare bruger løs, og som gerne vil bruge de unge spillere fra akademiet.
- Jeg spillede selv sammen med Jack Rodwell, som nåede hele vejen og spiller i City nu, og det er lækkert for klubben og vigtigt for selvforståelsen, siger Lars Jacobsen, der karakteriserer David Moyes som en aktiv og passioneret manager.
- Han er en meget målrettet træner, som i modsætning til mange andre engelske managers altid var at finde på træningsbanen. Han var meget passioneret og hele tiden til stede. Jeg kunne godt lide ham. Han er en meget ærlig person. Han kunne godt lide, når folk gik til stålet og arbejdede. Sådan nogle gamle, engelske dyder, siger Lars Jacobsen.
Everton havde en succesfuld sæson, da den danske landsholdsback var i klubben. De blå fra Liverpool blev nummer fem i Premier League og røg i FA Cup-finalen, hvor man dog tabte 1-2 til Chelsea.
- Jeg kan huske, da vi skulle møde Chelsea. Der ved jeg, at Moyes søgte inspiration hos Ferguson. De er begge skotter og kender hinanden, så de har nok sparret en del gennem tiden. Det var ikke den helt store overraskelse, at det blev ham, der skal afløse Ferguson, fortæller Lars Jacobsen.
Men nu bliver det et helt andet åg, David Moyes kommer til at møde, påpeger den danske landsholdsspiller. For hos Everton vandt Moyes igennem sine 11 sæsoner ikke en eneste titel, og den går ikke i Englands største klub.
- Pludselig skal han ikke bare blive nummer fem og komme i FA Cup-finalen. Nu skal han blive engelsk mester og vinde Champions League, og det er svært i disse tider. Det bliver rigtig hårdt, og det kræver en del held. Men jeg tror ikke, han frygter at skulle tage over efter Ferguson. Han skal forsøge at præge tingene lidt på sin egen måde og hente en spiller eller to ind. Ellers har United en så fasttømret spillestil og klar DNA, at han ikke skal ind og ændre meget, siger Lars Jacobsen.