Det var sjovt, mens det stod på, men desværre blev det alt for kort.

Familien Nielsen havde alligevel ikke de penge, der skulle til, og Jesper "Kasi" Nielsen har de seneste måneder fyldt hele håndboldverdenen med løgn, når han fortalte om, hvor god økonomien i klubben var.

I stedet har han i løbet af få år været med til at smadre økonomien ikke blot i AG København, men også i tyske Rhein-Neckar Löwen.

Tilbage står en stor flok tabere.

Først og fremmest de ansatte, der har levet på en løgn. Både dem på kontoret og dem på banen. De er nu arbejdsløse.

Både de spillere, der i øjeblikket befinder sig ved OL i London og resten af truppen, som er i træningslejr på Fuerteventura og først kommer hjem natten til torsdag.

Det er så at sige det allerdårligste tidspunkt for spillerne at få at vide, at de ikke har noget job. De fleste klubber i dansk og europæisk håndbold har brugt det trængte budget for den kommende sæson.

Naturligvis skal der nok blive plads til verdens bedste håndboldspiller Mikkel Hansen et eller andet sted - hvad med hårdt satsende Paris - men for spillere som Lars Jørgensen, Joachim Boldsen og Kasper Hvidt kan det være slut med fornemme karrierer. Og hvad med de nye spillere som Fredrik Petersen og Kim Andersson, der er lokket til klubben under falske forudsætninger. På et tidspunkt, da Jesper Nielsen kendte sin egen skrantende økonomi

Men for dansk håndbold i det hele taget er AG Københavns farvel et kæmpetab. Ligegyldigt, hvor klubben har optrådt, er publikum væltet til og har lagt masser af penge i trængende kasser. Det er slut nu.

Vi skal heller ikke glemme, at AG København i sin korte levetid har sat sit store håndaftryk på den europæiske scene med den fornemme præstation i Champions League.

Dansk herrehåndbolds lokomotiv er stoppet og tilbage sidder man med håbet om, at andre klubber i fremtiden ikke lader sig lokke af den slags fantaster.

Den slags konkurser er ikke sundt for håndboldens renome.

"Har fyldt håndboldverdenen med løgn"

Sjovt, men kort

Tilbage er en flok tabere

Usundt for renomeet