I nat kom frosten og vinterkulden for alvor til Danmark. Den laveste temperatur blev målt i Kølkær i Midtjylland, hvor termometret viste minus 19,3 grader. Det er denne vinters hidtil laveste temperatur. På Sjælland blev den lokale kulderekord målt i Værløse, hvor termometret sank til minus 15,8 grader.

I fjor nåede temperaturerne "kun" ned på minus 18,5 grader. Det indtraf i febrauar 1999, og i 1998 skulle man helt hen i marts, inden meterologerne kunne notere minus 14 grader, oplyser Thyge Rasmussen, vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). De mildeste temperaturer i landet blev i nat målt på Sjællands Odde og på Hammerodde på nordspidsen af Bornholm, hvor det begge steder frøs minus tre grader.

Men nogen langvarig isvinter er der ikke udsigt til i denne omgang. Natten til tirsdag kan det blive omkring minus ti grader i det sydlige Jylland, men derefter skulle det langsomt blive mildere, spår vejreksperten./ritzau/