Engang var det sejt at ryge cigaretter. Sådan er det ikke længere – og det er faktisk ret imponerende, hvordan vi har ændret vores opfattelse af rygning på blot få årtier.

Kan du huske dengang, man måtte ryge i bussen? Det er faktisk slet ikke så mange år siden. Det er heller ikke mange årtier siden, at det var helt normalt for pædagoger at ryge i børnehaven, mens de legede med børnene.

Dengang var det cool at ryge. Det er det ikke længere – eller det er i hvert fald de færreste, der helt alvorligt mener, at det er cool. Men derfor kan det jo være sjovt at kigge tilbage på, hvor hurtigt vi har ændret vores opfattelse af rygning. Vi har fundet fire centrale områder.

Få hjælpe til at trappe ned her

1) Reklamer
Den cool cowboy med en smøg i mundvigen var et almindeligt syn på reklamer for få årtier siden. Cigaretter har gennem tiden været et af de mest markedsførte produkter i verden. Men meget har ændret sig, siden der var cigaretreklamer på plakater i tv og i magasiner.

I 1974 blev der i Danmark lavet en aftale, der betød, at der ikke længere måtte bruges skuespillere, der gav indtryk af at være under 30 år, til reklamer for tobaksprodukter. I 2001 blev alle reklamer for tobaksprodukter fuldstændig forbudt i Danmark: Nu måtte tobaksfirmaerne heller ikke længere uddele gratis tobaksprodukter for at få folk til at købe dem efterfølgende.

2) Kendisser
En lang række ikoniske berømtheder har gennem tiden været frontfigurer for rygning. Tag bare en af de mest legendariske skuespillere nogensinde, James Dean, der nærmest gjorde cigaretten i mundvigen til sit kendetegn. Men sådan er det ikke længere.

Skuespillere, musikere og andre kendisser profilerer sig i dag kun yderst sjældent med rygning som varemærke.

3) Muligheder for at ryge
I takt med at man fik øjnene op for det sundhedsskadelige ved cigaretter, begyndte rygepolitikken over hele verden at ændre sig. Pludselig blev mange områder røgfri, og rygerne blev enten forvist til særlige rygearealer – eller de måtte gå helt udenfor.

Det er vi efterhånden så vant til, at det i dag er en helt ulidelig tanke, at nogen kunne finde på at ryge ombord på bussen i toget eller i flyet. Eller at pædagogerne røg, mens de passede børnene i børnehaven! Men sådan var det faktisk for blot to-tre årtier siden – dengang man endnu ikke var fuldt ud klar over de mange sundhedsskadelige konsekvenser af rygning.

4) Politisk pres
I dag er det 16 pct. af danskerne, der ryger dagligt. Det er den laveste procentdel nogensinde, og det afspejler den stigende opmærksomhed, der har været på rygningens skadelige virkninger. Undersøgelser viser samtidig, at næsten hver tredje af os ønsker, at man skal bekæmpe rygning gennem lovgivning. Og det politiske pres er blevet ganske meget større, end det har været tidligere.

Afgifter på cigaretter, rygeforbud flere steder, hvor man tidligere måtte ryge, og store advarsler på cigaretpakkerne er blot nogle af de tiltag, der skal stoppe folks køb af cigaretter. Alle de ændringer er sket inden for de seneste 10-20 år og har været kraftigt medvirkende til, at det i dag er de færreste, der synes, det er cool at ryge.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.

Andre læser også