Det var tæt på at gå helt galt. Heldigvis tog en god ven først kniven og derefter en meget lang snak. Hjalp med at lægge en plan, der kunne trække Sebastian Dorset ud af den depression, som nær kostede ham livet. Her fortæller han sin historie.
Når Sebastian Dorset kigger tilbage, står det klart for ham, at hans depression eskalerede i takt med, at han tabte flere og flere opgaver på gulvet. Det straffede han sig selv for, og jo mere han straffede sig selv, jo flere opgaver tabte han på gulvet. Det mønster kunne han imidlertid ikke se i begyndelsen af tyverne.
”Da jeg blev ramt af depression var det ikke noget, man talte om. Jeg har ikke altid været lige god til at erkende, hvordan jeg har det, eller at tingene kan være på en anden måde. Derfor fandt jeg først ud af, at jeg havde haft en depression, da nogen sagde til mig, at det lød som om, at jeg havde haft sådan en. Pludselig gav det hele mening. Det var vel at mærke flere år efter. Tænk, hvis der havde været noget i stil med Depressionsforeningen dengang. Det ville jeg ønske, at der havde været,” siger Sebastian Dorset.
Han oplever, at vi i Danmark lider af en form for håndskyhed, når det kommer til at tage fat i folk, som bevæger sig længere og længere ned af en skadelig deroute.
”Vi tænker ofte, at folk selv må bringe det på banen, hvis vi skal engagere os i deres problemer. Ellers bliver det for grænseoverskridende at skulle gribe ind i folks private livsførelse,” tilføjer han.
Sagen er blot den, at det kan være svært at bede andre om hjælp, hvis man er så ulykkelig og så langt nede, at man isolerer sig på et kollegieværelse med en kniv og et ønske om at kappe alle bånd. Heldigvis havde Sebastian Dorset en god ven, som turde gribe ind, selvom han ikke blev bedt om det direkte.
Aldrig ned ad den vej igen
Efter selvmordsforsøget for mange år siden indgik Sebastian Dorset et løfte med sig selv. Aldrig mere gå ned ad den vej igen. Fra og med dette punkt skulle han i en anden retning. Det betyder blandt andet, at han fandt modet til at forventningsjustere.
”Jeg har erkendt, at jeg ikke altid behøver at nå alting. Stræbe efter absurde idealer om, hvorfor det er ikke mig, der fylder Royal Arena, hvorfor det ikke er mig, der har en million følgere på de sociale medier og lignende. Det er ikke noget, jeg går efter, for jeg kan ikke rumme det. I stedet prøver jeg at kanalisere mine kræfter derhen, hvor jeg rent faktisk gerne vil være."
Giv din støtte til Movember og mænds helbred lige her
Han kan stadig godt opleve, at han er tæt på at nærme sig en ny depression. Men han kender efterhånden signalerne og ved, at det kræver øjeblikkelig handling at komme tilbage på sporet. Han har også en bevidsthed omkring, hvad han skal passe på.
”Det handler rigtig meget om at sige nej til ting, der stresser mig. Nej til opgaver, jeg ved, at jeg ikke kan få løst. Opstille nogle stilladser omkring mit liv, så jeg kan holde mig selv oprejst, også i pressede perioder. Det er blevet en rygmarvsfornemmelse. Hvis jeg virkelig mærker efter, så ved jeg godt, hvad jeg skal og hvad jeg ikke skal. Jeg har dog anskaffet mig en hjælpende foranstaltning på fire ben. Min hund er fantastisk god til at sikre, at jeg kommer ud i den friske luft på nogle lange gåture, hvor kroppen bliver rørt og hjernen får tilført noget ilt,” fortæller Sebastian Dorset.
Selvironi som livsforsikring
Når man har haft en depression, så følger den med en resten af livet. Man bliver ikke som sådan helbredt for depression, men man kan lære at leve med den, holde den nede, og måske endda blive lidt klogere på, hvordan man skaber sig en god tilværelse.
”Ironisk nok kan en depression være en hjælp i forhold til at fremme en mere moden og voksen refleksion omkring, at livet består af bølgedale. Man går ikke altid fremad, men også nogle gange tilbage. Mennesker, der får en alvorlig diagnose, og skal leve med en kronisk sygdom resten af deres dage, udvikler ofte den indstilling, at de ikke orker at spilde deres liv på mennesker, som ikke siger dem noget. Man får muligvis en mindre bekendtskabskreds efter en depression, men også en større frihed fra høflighedsvisitter. Det anser jeg for at være en sund ting. Det er en personlig styrke at kunne trække en grænse og sige nej,” slår han fast.
Sætte sig i andre menneskers sted
En depression kan også rumme nogle positive aspekter i forhold til, at man bliver i stand til at sætte sig ind i andre mennesker og deres sygdom, både af fysisk og psykisk karakter.
”Hvis jeg sidder og lytter til en person, som er kronisk syg i Debatten hos Clement, kan jeg sagtens genkende, hvordan det er at være syg, uden at man kan se det udenpå personen. Man skal passe gevaldigt på med automatisk at dømme folk, og det er desværre meget udbredt i den politiske debat i Danmark."
Han mener også, at der er en generel mangel i samfundet, når det kommer til en dybere forståelse af, at en sygdom, som for eksempel depression, kan ramme alle, uanset alder.
”De fleste tilbud om hjælp er rettet mod unge mennesker. Men man kan få en depression hele livet, og der er ikke mange muligheder for at søge hjælp, hvis man er et modent menneske,” uddyber Sebastian Dorset.
Kend dig selv
Mennesker, der ikke har haft en depression, har ofte svært ved at forstå, at man kan have brug for at give afkald på at være nummer ét inden for alt, hvad man foretager sig. Samtiden dikterer, at vi i langt højere grad definerer os selv ud fra vores sejre, frem for vores nederlag.Og når vi er inde i perioder, hvor vi lider flere nederlag end vi fejrer succeser, så er det også med til at ændre vores opfattelse af os selv som mennesker.
”Medierne og de digitale platforme er med til at fortælle den historie om og om igen. Virksomhedsejeren, der har skabt en millionforretning på rekordtid. Musikeren, der fylder Forum tre dage i træk. Succeshistorierne er hele tiden bundet op på den slags parametre, som vi kan måle og veje. Der er ikke nogen, der skriver om, at Margrethe ovre på ældrecentret ikke har haft en sygedag i årevis, og hvordan hun hver dag gør rigtig mange ældre mennesker glade."
Giv din støtte til Movember og mænds helbred her
Tilværelsen har budt på kuperet terræn, og selv om han nu både kender de dybe afgrunde og de svimlende højder, er der stadig store vidder at udforske i et fremtidigt perspektiv.
”Det vigtigste er, at man kender sig selv og kan sætte sine egne grænser. Den indsigt har jeg blandt andet erfaret på baggrund af min depression. Midt i alt det mørke var der en flig af overlevelsesdrift og livskraft til at komme videre,” afslutter Sebastian Dorset.
