Vil du være sikker på masser af sne i høj kvalitet, så er Sverige det perfekte mål for skiferien. Det langstrakte land tilbyder ski fra midten af oktober og helt ind i juni måned. Og flere steder gemmer man sne fra vinteren, så man kan tilbyde masser af god sne tidligt på sæsonen – endda på en miljørigtig måde.

Hvid sne og gerne meget af det. Det er kravet for alle, der drager afsted på skiferie. For uden sne ingen ski og sjov på pisterne. Men i takt med at klimaforandringerne tager til, frygter flere og flere at stå på en piste uden sne, når de endelig når frem til skiferien.

Heldigvis oplever man meget sjældent dette i Sverige. Sverige er nemlig en af de mest snesikre skidestinationer. Her falder den første sne allerede i starten af oktober i de nordlige egne, og fra begyndelsen af december er der sne i det meste af landet. I år er den første sne således allerede begyndt at falde i fjeldene i og omkring Sälen, og i Åre blev en af områdets berømte offpiste-ruter på Åreskutan kørt 2. oktober – hvilket ifølge de lokale er en ny rekord.

 

Det gør Sverige til et meget attraktivt land, når det kommer til skiferien, fortæller Kenneth Bøggild, skiespert og administrationschef i Dansk Skiforbund – og som selv er en hyppig gæst på de svenske skisportssteder:

Klik her og find gode skidestinationer med masser af muligheder

»Man kan stå på ski allerede tidligt i sæsonen i Sverige – især hvis man tager et stykke nordpå. Og fra starten af januar er der rigtig megen god sne i store dele af landet. Samtidig er sneen i Sverige ofte god natursne, som er god at køre på. I Sverige oplever man nemlig ikke de samme temperaturudsving som sydpå, og det er godt for kvaliteten af sneen,« fortæller han.

Gemmer sneen fra sæson til sæson
Selvom sneen først for alvor falder i store mængder i december og januar, kan man også stå på ski tidligere på sæsonen i store dele af Sverige. Man arbejder nemlig på at gemme sne fra forrige vinter, som kan blive fordelt ud over pisterne i den efterfølgende sæson.

På den måde, kan man blandt andet hos det store skisportssted Idre Fjäll tilbyde skiløb allerede fra midt i oktober – endda uden at producere en masse energikrævende kunstsne, fortæller Tommy Halvarsson, marketingansvarlig hos Idre:

»Vi indsamler simpelthen sne gennem vinteren i store mængder, som vi så gemmer under et naturmateriale lavet ud af barken fra fyrretræer. Det isolerer så godt, at sneen kan holde sig hen over sommeren, så vi kan supplere den nye sne med sne fra året før.«

Hvornår er det bedste tidspunkt til skituren? Læs med her

Og det er ikke små mængder sne, Tommy Halvarsson taler om. Sidste vinter gemte man i Idre hele 260.000 kubikmeter sne, hvilket gør dem førende på området med at gemme sne på en miljørigtig måde.

Måske mere sne i de kommende år
Selvom man hos Idre er dygtige til at gemme sneen, kan man blive endnu bedre. Derfor har man på universitet i Östersund sat gang i et forskningsprojekt, der skal gøre det endnu mere effektivt at gemme sneen fra år til år.

Foto: Idre Fjall
Foto: Idre Fjall
Vis mere

Dermed kan man på sigt blive endnu bedre til at sikre skiglade turister et solidt snedække gennem hele sæson. Og det kan blive ekstra relevant i fremtiden, hvor den globale opvarmning sandsynligvis vil få sneen til at falde senere og senere på sæsonen og i mindre mængder.

For selvom Sverige sidste år oplevede en fremragende skisæson, bliver landets snemængder på sigt påvirket af stigende temperaturer – også selvom det næppe kan mærkes lige med det samme.

»Prognoserne viser, at snemængden vil komme til at falde i Sverige i fremtiden. Men de kommende år kan paradoksalt nok komme til at byde på mere sne frem for mindre. Et af de første tegn på den globale opvarmning er nemlig øgede nedbørsmængder, og det kan også give mere sne – inden temperaturerne stiger så meget, at sneen i stedet begynder at falde som regn,« fortæller Kristin Hallberg, meteorolog hos Sveriges Meteorologiske Institut.

Så vil du opleve muligheden for måske at få ekstra meget sne, så er det de næste par år, du skal vende skistøvlerne mod Sverige.

 

Annoncørbetalt indhold (native indhold) er et kommercielt samarbejde mellem Berlingske Media PartnerLab og en annoncør. Berlingske medias uafhængige redaktioner har intet at gøre med udarbejdelsen af dette indhold.