Kanotur, vandring og overnatning på en øde ø. Man behøver ikke rejse længere væk end Skåne for at få en rigtig vildmarksferie. Rejsebloggeren Sarah Green og hendes kæreste har pakket rygsækken, snøret vandrestøvlerne og er taget på eventyr i den smukke, skånske natur.
Kanoen glider lydløst gennem søens rolige vand. En samling småøer dukker op forude. En af øerne er beboet af en rugende fiskeørn. Den vil vi naturligvis ikke forstyrre. Men ved siden af spotter vi en lille ø, der virker helt perfekt. Der er endda en lille naturlig »kaj«, hvor vi kan lægge til og gå i land.
Se meget mere om Sarahs tur til Skåne her
Øen er præcis, som vi har drømt om. Der er lige nøjagtig plads til et tremandstelt mellem de tætte træer. Og det bedste er, at vi har hele øen for os selv.
Vi befinder os ved den store sø Ivösjön i den nordøstlige del af Skåne helt oppe ved grænsen til Blekinge. Det er et særligt naturskønt hjørne af Skåne med store skove, søer og masser af dyreliv. Her er langt mellem byerne, og det er et perfekt sted for alle, der elsker ro og aktive naturoplevelser. Vi har tre overnatninger i området: En nat i telt på vores øde ø, en overnatning i et arkitekttegnet shelter ved vandreområdet Hovdala, og så skal vi forkæle os selv med en nat på det smukt beliggende Bäckaskog Slot.
Cafémad og øde ø
Vores kanotur er startet ved kanoudlejningen Wetlandi, hvor man kan leje kanoer, kogegrej og campingudstyr. For at gøre det nemt og lækkert har vi hentet mad på den fine Sotnosen Korvcafe i nærheden.
Kanoturen er et rigtigt Robinson Crusoe-eventyr. Man kan overnatte på vandrehjem oppe langs Holjeåen, men vi vælger at benytte os af den svenske allemansrätt og slår teltet op på en af de mange øde øer i Ivösjön. Nogle af øerne har teltpladser med borde og shelters, mens andre - som vores egen lille ø - ikke har nogle faciliteter overhovedet. Her er primitivt, men også vanvittigt smukt. Vi snupper en dukkert, inden solen går ned, og resten af aftenen hygger vi ved bålet.
Næste morgen forlader vi vores egen dejlige ø og tager tilbage til Wetlandi, der ligger nogle få timers padling væk.
Slotsophold ved søen
Inden vi forsætter vores vildmarkseventyr, tager vi en enkelt overnatning på det charmerende Bäckaskog Slot, der oprindeligt var et kloster. Det er skønt beliggende mellem Ivösjön og Opmannasjön, og kommer man sejlende med kano, kan man lægge til lige ved slottet. Efter et døgn i vildmarken er det bare helt fantastisk at blive forkælet med gourmetmad og en stor blød seng. Vi nyder de dejlige omgivelser og kigger nærmere på den fine slotshave, der bugner af duftende urter og blomster.
Vandreture i verdensklasse
Fra slottet kører vi til det skønne vandreområde Hovdala, der løber hele vejen rundt om Finjasjön. Der er mange forskellige vandreruter i området og mulighed for at overnatte i shelters. Vi starter vores vandretur ved Hovdala Slot, som er udgangspunktet for en række dagsture i området. Vi tager den 12 kilometer lange rundtur ad stien Jakten på Gullspira. En fantastisk vandretur over enge med græssende får, gennem tæt naturskov, blåbærbuske og på plankestier over fugtige moseområder.
Arkitekttegnet shelter
Undervejs spiser vi den lækreste frokost på Glada Geten Gårdsmejeri, som serverer den bedste gedeost, vi nogensinde har smagt. Faktisk er maden så god, at vi køber vores aftensmåltid her og tager det med til vores shelter.
Vandreturen ender tilbage ved Hovdala Slot. Herfra skal vi blot gå et lille stykke for at nå frem til vores shelter-plads, der ligger med den fineste udsigt over Finjasjön. De to smukke shelters på stedet er arkitekttegnede og fuldstændig enestående. De bærer navnene Birk og Birka og er beklædt med birketræ, så de blender helt ind i skoven. I modsætning til normale shelters kan de lukkes helt i, så man er i ly for vind og vejr.
Morgenidyl
Vi står tidligt op og nyder det varme morgenlys, der kaster et gyldent skær over landskaberne. Vi tager et morgenbad i søen og bruger resten af morgenen på at drikke kaffe foran vores shelter. Det er tid til at vende tilbage til København, men egentlig har vi allermest lyst til bare at blive her på denne fredfyldte plet midt i Skånes smukke natur.