Nyt hotel i Løkken trækker flere gæster til den dejlige by ved Vesterhavet. Hop i det brusende hav, og kom helt ned i gear på det smukt indrettede Hotel Løkken Strand.

Det var en pludselig indskydelse, der fik parret Jette Nielsen og Christian Middelbo Outzen til at starte hotel i Løkken. Der skulle ske noget nyt for parret og deres to sønner, og da drømmen om eget familiedrevet hotel på Bali alligevel var lidt for urealistisk, blev det i stedet en skole i Løkken, som de nu har omdannet til et skønt strandhotel. Det har givet et helt nyt pust til byen med et velbesøgt og moderne hotel, som de lokale stolt viser frem.

Klik her og se oversigten over restauranter og caféer i Løkken

»Når man starter hotel i et lille lokalsamfund, som Løkken er, så er der en helt særlig stolthed og opmærksomhed omkring det blandt de lokale. Man kan mærke, at det betyder meget for dem, at der sker noget nyt i byen. Derfor har der da også været masser af opbakning blandt de lokale i vores travle opstartsfase,« fortæller Jette Nielsen.

Løkkens nye familiedrevede hotel er ejet af Jette Nielsen og Christian Middelbo Outzen, der er klar til at byde gæster velkommen. Foto: Turismeudvikling Hjørring

Det er nu et år siden, at hotellet åbnede. Det skete, efter at Jette Nielsen og Christian Middelbo Outzen havde brugt ca. et år på at renovere bygningen, så den nu fremstår som et topmoderne hotel i parrets egen ånd.

Spis skaldyr i klitterne
En ferie i Løkken hænger i høj grad sammen med Vesterhavet. Derfor er det også skønt, at Hotel Løkken Strand ligger blot 100 meter fra den brede sandstrand med små, hvide badehuse oppe i klitterne. Du kan bare hoppe i badetøjet på hotelværelset, smide et håndklæde over nakken og så vade lige ned og bade i det brusende Vesterhav.

Hold dig opdateret på kommende aktiviteter og events i Løkken

Og Løkken er også mere end blot bølgerne. Spis friskfanget fisk på en af de lokale restauranter eller caféer, eller køb krabbekløer i fiskehuset ved stranden og lav picnic på et tæppe i de høje klitter. Går du en tur på stranden, kan du også være heldig at finde en klump rav, hvis der har været storm for nylig.

Den rene idyl langs kysten har i mange år tiltrukket mange til området omkring Løkken. Foto: Turismeudvikling Hjørring

Der er masser af naturskønne oplevelser tæt ved Hotel Løkken Strand, og det var parrets ønske, at hotellet skulle trække flere til Løkken for at opleve dette. Christian Middelbo Outzen er nemlig selv fra Løkken og kender området som sin egen bukselomme.

»Jeg er selv oprindeligt her fra Løkken, men vi havde slet ikke regnet med at skulle flytte tilbage hertil efter 16 år på Sjælland. Men vi traf en hurtig beslutning, da jeg fik idéen om hotel her i bygningerne, og efter få måneder havde vi skrevet under på købsaftalen,« fortæller Christian Middelbo Outzen.

Selv om det har været hårdt arbejde at starte og drive hotel, så nyder parret, at de nu har ført drømmen om deres helt eget familiedrevne hotel ud i livet. Det giver mere frihed i deres familieliv, og selv om de arbejder meget, så kan deres to drenge på seks og otte år nu være en del af hele arbejdet på hotellet. Arbejdsliv og fritid smelter på den måde sammen.

»Det er en fantastisk oplevelse næsten hver dag at blive rost for sit arbejde, når gæsterne kommer med positiv feedback. For nylig lagde en gæst en utrolig positiv anmeldelse på Facebook. Han spurgte, om han ikke lige skulle gøre det, for han havde 1.200 Facebook-venner, som han syntes skulle kende til stedet. Det gør bare én så glad, at folk gerne vil hjælpe os – at de kan mærke, hvor meget vi brænder for det her,« fortæller Jette Nielsen.

Læs mere på Toppen af Danmark

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.

Andre læser også