Mange har i weekenden modtaget et enslydende gækkebrev, og både på de sociale medier og hjemme i stuerne gættes der livligt på, hvem afsenderen mon er.

Der er ikke meget at gå efter for de mange modtagere, der i weekenden har modtaget et mystisk gækkebrev i deres postkasser. Udenpå kuverten står der kun ”Til dig fra mig”, og selve gækkebrevet afslører ikke andet end, at den anonyme afsender har tolv bogstaver i sit navn…

Derfor har mange af modtagerne valgt at dele gækkebrevet på de sociale medier, blandt andet Facebook, hvor der er forskellige bud på, hvem der mon kan have sendt brevet.

”Mit kom samtidig med et brev fra Handelsbanken, så det er garanteret fra dem”, skriver en kvinde, mens en anden gætter på, at det er SuperBrugsen, der er afsender. Andre mener, at det må være en ejendomsmægler, der på den måde vil gøre opmærksom på de mange åbent hus-arrangementer i påsken.

Og mens gætterierne løber på kryds og tværs, er der ingen tvivl om, at bare det at få et gækkebrev skaber glæde rundt omkring i hjemmene.

”Det er mit første gækkebrev i mange år”, lyder det fra en glad modtager, som dog ikke har nogen idé om, hvem der har sendt det.

Men skal hun og de mange andre modtagere af gækkebrevet, slippe for at aflevere et påskeæg, så skal der snart sættes navn på afsenderen!

En ægte dansk tradition
Det er i øvrigt ikke første gang et gækkebrev skaber opmærksomhed på de sociale medier. For et par år siden, var det historien om en femårig dreng, der havde sendt et gækkebrev til Fyns Politi – og ikke mindst det svar han fik retur! -  der blev delt på livet løs på Facebook. Men dengang havde drengens mor skrevet afsender på, så politiet var ikke ude i gætterier som nu.

Men mon alligevel at det også denne gang lykkes at gætte sig frem til afsenderen, så en hel masse danskere kan få et lækkert påskeæg til påske?!

At sende gækkebreve er i øvrigt en ægte dansk påsketradition, der har mere end 300 år på bagen. Ifølge traditionen skal brevet vedlægges en vintergæk og faktisk sendes, når de første vintergækker titter frem.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.

Andre læser også