Bloggeren Louise Johansen alias Mor til Mernee er taget på getaway til Vestsverige med sin mand og to piger, og det er kærlighed ved første blik. Her er alt, hvad hun har drømt om til den perfekte familieferie – og mere til.

Da vi står på færgens solbeskinnede dæk og nyder den smukke indsejling til Gøteborg, er det en gammel drøm, der går i opfyldelse. Nemlig drømmen om at opleve Sverige. Landet med de uendelige skove, blanke søer og røde træhuse. Og landet, vi kender fra Astrid Lindgrens forunderlige historier om gavtyven Emil, de rørende Løvehjerte-brødre og Pippi med de skæve fletninger.

Det er vores første rejse til Sverige, og vi er alle fulde af forventning og spænding, da færgen lægger til kaj i Gøteborg efter en sejltur fra Frederikshavn på lidt over tre timer.

Der er tid og plads til hygge på færgen fra Frederikshavn til Göteborg. (Foto: Mortilmernee.dk)
Der er tid og plads til hygge på færgen fra Frederikshavn til Göteborg. (Foto: Mortilmernee.dk)
Vis mere


Vi bliver en enkelt nat i Gøteborg, inden turen går videre ind i landet. og det er vi rigtig glade for. Her er en fantastisk og nærmest sydlandsk stemning. Gaderne summer af liv, sporvogne kører lystigt på kryds og tværs af byen, og under fortorvscaféernes store, buede markiser har lokale og turister taget plads og nyder den lune sommeraften.

På jagt efter guldskatten
Efter en overdådig morgenbuffet på vores dejlige hotel Gothia Towers sætter vi kurs mod området Vestsverige. Vores første stop er ved den imponerende Karlsborg Fæstning. Et gigantisk forsvarsværk, der blev bygget i 1819 for at sikre det svenske parlament, kongefamilien, kronjuvelerne og nationens guld i tilfælde af krig.

På fæstningen er der arrangeret en guldjagt for børnene. Pigerne kaster sig entusiastisk over jagten på de forsvundne guldskatte og de sjove opgaver, der skal løses undervejs. Vi får også vores første fika her. Svenskernes ord for kaffe og kage – som også betyder pause, hygge og alt muligt andet. En ting er sikkert. Vi falder pladask for denne svenske skik.

Göta-kanalen er ren, svensk idyl. (Foto: Mortilmernee.dk)
Göta-kanalen er ren, svensk idyl. (Foto: Mortilmernee.dk)
Vis mere


Kanal-idyl
Dagens næste stop er hotellet Norrqvarn. Det ligger lige ud til Gøta-kanalen og er bare svensk idyl, når det er bedst.

Vi går en tur forbi hotellets sjove fluesvampe- og træstubbe-hytter. Den lille minikanal er også et hit hos vores piger. Her er legetøjsbåde og små sluser, som de kan soppe rundt og lege i.

Vi låner cykler og kører en tur ned langs den sceniske kanal. Undervejs får vi fika og sodavand på den hyggeligste, lille cafe Hajstorp Slusscafe og vandrerhjem.
Hvad er mere perfekt end fika og sodavand på verdens hyggeligste café? (Foto: Mortilmernee.dk)
Hvad er mere perfekt end fika og sodavand på verdens hyggeligste café? (Foto: Mortilmernee.dk)
Vis mere

Om aftenen bliver der serveret en lækker middag på Norrqvarn-hotellets terrasse, og vi kan følge med i bådene, der sejler forbi og sluserne, der åbnes og lukkes. Der er levende musik til maden, lyskæderne tændes, da mørket falder på, og det er bare en helt eventyrlig sommeraften.

En hytte i træet
Dagen efter kører vi forbi Islanna Træhus-hotel, et skønt landsted midt i Falkøping. Her kan man bo i hytter oppe i træerne og sove lige midt i naturen. Morgenmaden bliver hejst op til hytten i en lille kurv og kan nydes med kig ud over trækronerne. Islanna bliver drevet 100% økologisk, og det er i det hele taget et skønt og fredfyldt sted.

På Islanna kan man bo i hytter oppe i træerne og sove lige midt i naturen. (Foto: Mortilmernee)
På Islanna kan man bo i hytter oppe i træerne og sove lige midt i naturen. (Foto: Mortilmernee)
Vis mere


Blandt elge og hjorte
Den sidste nat på vores getaway bor vi i en charmerende Hobbitten-agtig hytte midt i elg- og hjorteparken Wrågården. Hytten er udsmykket, så den ligner en enorm elg. Fra hyttens terrasse sidder vi helt stille og holder øje med hjortene og elgene, der lidt efter lidt dukker op og kommer helt tæt på vores hytte. Så tæt på, at vi kan fodre dem med æbler. Det er altså bare fantastisk at se en elg i virkeligheden!

Bison-safari og slotseventyr
Besøger man Wrågården, skal man også tage på bison-safari. Det gør vi, og det er en helt vild oplevelse. Under safarien sidder vi i en vogn, der bliver trukket efter en traktor. De store bisonerne kommer helt hen til vognen, og man tror et kort øjeblik, at nu vælter de vognen. Men det gør de selvfølgelig ikke.

Vores sidste stop er det 700 år gamle Läckö Slot, der er vidunderligt beliggende på en halvø i Ekens skærgård. Vi får en rundtur i slottets velbevarede baroksale og beundrer de fantastiske vægmalerier, den smukke stuk og det detaljerede træskærerarbejde. En af højdepunkterne er skattejagten, hvor pigerne bliver sendt ud for at lede efter prinsessens halskæde. I starten er de lidt generte, men det er så spændende, at der ikke går lang tid, før de løber rundt på slottet sammen med de andre børn.

Det er blevet tid til at vende næsen hjemad. Vi er bare blevet helt vilde med Sverige. Det kan altså bare noget helt særligt, og vi glæder os allerede til at komme tilbage.

Fakta om din rejse til Sverige
Der er mange muligheder for transport til Sverige, hvad enten du kører i egen bil eller vil tage bus eller tog.
Kommer du fra Nordjylland kan du med fordel tage Stena Line-færgen fra Frederikshavn til Göteborg. Sejlturen tager kun 3 timer og 15 minutter, og færgen gør det nemt at have oppakning med til ferien, samtidig med der er plads til at slappe af og hygge sig om bord under overfarten.

Læs mere her

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.

Andre læser også