Nu afgøres mesterskaberne i Europas største ligaer, Premier League, La Liga, Serie A, Bundesligaen og Champions League. To danske fodboldeksperter pudser her krystalkuglen og kommer med deres bud på, hvordan det kommer til at gå – og ser ikke helt det samme.

Et par gode historier og en hel del forudsigelige sejre.

Sådan bliver det næste halvårs europæisk fodbold udlagt af to danske fodboldeksperter, der her giver deres bud på, hvem der kommer til at vinde de store europæiske ligaer og hvilket hold, der kommer til at kunne kalde sig europæiske mestre som vinder af Champions League til juni 2019.

Morten Bruun, som er tidligere dansk fodboldspiller og kommenterer fodbold på 6’eren, fremhæver opgørene i toppen af henholdsvis Premier League, mellem Manchester City og Liverpool, og Bundesligaen, mellem Borussia Dortmund og Bayern München, som forfriskende i et ellers lidt forudsigeligt fodboldforår – i hvert fald når det gælder podiets højeste skammel.

»Det er en fantastisk charmerende historie, at Liverpool lige nu er med i toppen af Premier League – og det samme kan man sige i forhold Borussia Dortmund i Bundesligaen. Ellers er det jo alle storfavoritterne, der sikkert løber med sejren,« opsummerer han.

»Liverpool og Borussia Dortmund er klubber med kolossal folkelig opbakning og fantastiske rammer, som lige nu præsterer bedre, end de har gjort i lang tid. For Liverpools vedkommende er det nærmest traumatisk lang tid siden, at de har vundet Premier League. Hvis vi skal oversætte til dansk, svarer det til, at FCK ikke vandt et eneste mesterskab de næste tredive år.«

Se hvordan du får de store ligaer i din tv-pakke

For Karsten Krogh, som er skribent for Euroman og kommentator på Strive Sport er de mest overraskende historier i år dem, der udspiller sig lige under kampen om førstepladsen:

»I Premier League er det, der overrasker mig mest faktisk, at Tottenham kan blive ved med at spille så godt, som de gør. For de har ikke ret mange penge at rutte med, og de har faktisk stadig en lille chance for at vinde mesterskabet,« siger han.

Her kan du læse Morten Bruuns og Karsten Kroghs motiverede bud på vinderne af de store europæiske ligaer i år:

Premier League
Morten Bruun: »Jeg tror, at Liverpool vinder. Der er en tendens til, at folk glemmer, at der faktisk er spillet meget af turneringen på nuværende tidspunkt. Man plejer at sige, at alle hold når at få sådan en lille nedtursperiode undervejs, men den har Liverpool allerede haft omkring september og oktober, og de har endda haft en evne til også at vinde de kampe, hvor de ikke har spillet særligt godt. Så det er et Liverpool-hold, der er væsensforskelligt fra de Liverpool hold, vi har set de sidste ti år, på grund af deres stabilitet.«

Karsten Krogh: »Jeg tror, Manchester City vinder. De har en større og bedre trup end Liverpool, og så synes jeg, at Liverpool spiller på pumperne i øjeblikket og har været en lille smule heldige med at få så mange point. De har jo allerede haft en dårlig periode spillemæssigt, de har bare været rimeligt heldige at vinde alligevel. Men heldet holder sjældent på den lange bane.«

Serie A
Morten Bruun: »Der er ikke meget spænding. Vi har vidst fra dag ét at Juventus ville vinde, og det kommer de også til, efter alt at dømme. De er langt bedre end de andre hold, og det, man jo hele tiden må beundre, er den enorme indflydelse Cristiano Ronaldo har på sit hold. Uagtet alle hans private problemer, så er han som fodboldspiller fuldstændigt unik. Og det er ikke for at tale Juventus ned, for det er stærkt at vinde så stor en liga med så stor margin år efter år og endda samtidig give Champions League maksimal opmærksomhed. Så det er en stærk præsentation fra hele holdet.«

Karsten Krogh: »Det er nærmest umuligt at sige noget spændende omkring vinderen af Serie A, som jo helt oplagt bliver Juventus. Det eneste, som er spændende, er egentlig fjerdepladsen, som er vigtig, fordi den betyder, at man kommer med i Champions League næste år. Og fjerdepladsen i år er til salg mellem fire-fem forskellige klubber, som er sådan nogle traditionelle storklubber, som forsøger at komme tilbage og blive europæiske topklubber efter nogle år, hvor de har været ude af spillet. Jeg tror, at det kommer til at stå mellem AC Milan og Roma, og den kamp bliver nærmest den mest spændende i hele Serie A.«

Se hvordan du får de store ligaer i din tv-pakke

La Liga
Morten Bruun: »Der spiller jeg igen topholdskortet og siger Barcelona. Og det gør jeg, fordi vi nu er så langt henne i turneringen, at selv hvis Real Madrid vinder alle de resterende kampe, er det ikke sikkert, at det er nok. Og jeg kan ikke se, at Barcelona vakler. Der er selvfølgelig Atletico Madrid også, men de vinder tit sådan nogle smalle sejre, og de vinder aldrig særlig let. Barcelona er bare bedre. Dem, der har Messi, er godt kørende.«

Karsten Krogh: »Jeg tror, at Barcelona vinder, men det er ikke helt sikkert endnu. Jeg håber til gengæld, at det bliver Atletico Madrid, der løber med sejren, for det er lidt sjovere.«

Bundesligaen
Morten Bruun: »Jeg ville absolut synes, at det var mest charmerende, hvis Dortmund vandt, men jeg tror simpelthen, at Bayern München står der til sidst, som de har gjort så mange gange før.«

Karsten Krogh: »Jeg tror, at Dortmund holder fast i toppen. Og det håber jeg også, for de har jo et par danskere med. Det er imponerende, at Thomas Delaney er nået helt op til toppen af tysk fodbold, og er stadig fast mand. Jeg synes, at Dortmund ser stærke ud, men det begynder også at blive lidt farligt nu, for Bayern München er også kommet i gang nu efter en svær start. Og de er jo et godstog, der bare kører, når de først kommer igang.«

Champions League
Morten Bruun: »Jeg tror, at Manchester City vinder. Det ville også klæde engelsk fodbold at vinde Champions League igen. Den engelske Premier League er kommet tættere på den spanske liga over de seneste par sæsoner, og når Manchester City spiller bedst, synes jeg faktisk, at de er det bedste hold i Europa. Også bedre end Juventus og Barcelona.«

Karsten Krogh: »Jeg tror, at Barcelona vinder Champions League. Men det er enormt svært at sige, for der er fire-fem hold, som er stort set lige stærke, og det er meget få kampe, som afgør Champions League. Men jeg tror, at Barcelona er sultne efter en sejr, så de vil formentlig satse meget på at vinde.«

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.

Andre læser også