Du vil føle dig syg og have ondt af dig selv. Blive sur og gå tidligt i seng. Læs her om, hvordan de første ti dage med rygestop kan se ud.

Dag 1: Du har forberedt dig så godt, du kan. Familien, vennerne og arbejdspladsen har fået besked om, at dit rygestop begynder i dag, så der kommer ingen opfordringer til at deltage i situationer, der kan få dig til at vakle i troen på, at du har taget den rigtige beslutning. Dit lager af håndkøbsmedicin er blevet udvidet med nikotinpræparater, som vil hjælpe dig med at holde rygetrangen på et minimum. Du har tømt dit sidste fyldte askebæger i en lille pose, som du kan lukke op og snuse til som en lille ubehagelig reminder til dig selv, hvis du skulle blive fristet til bare liiige at tage en sidste smøg. Rygning fylder i ALLE dine tanker.

Tip: Sørg for at have rigeligt at se til, men ikke så meget, at du føler dig overlæsset.

Dag 2: Trangen til nikotin gør virkelig nas. Du føler dig småsyg og utilpas, og dine omgivelser vil hellere end gerne lade dig være i fred, for du er ikke så hyggelig at være sammen med. Din krop minder dig konstant om, at den er afhængig af nikotinen.

Tip:Sørg for at få masser af frisk luft og få hjælp fra et nikotinpræparat som fx tyggegummi eller plaster.

Dag 3: Du er rastløs og forbander dit rygestop langt væk. Skulle det her ikke snart blive nemmere? Jo, men du er ikke kommet gennem din Tour de Force endnu. Til gengæld er din vejrtrækning bedre, og du oplever pludselig at kunne lugte de flygtige dufte fra en buket blomster og fra kaffebrygningen.

Tip: Hav tålmodighed, og husk, at rygetrangen kun varer nogle få minutter, før den aftager igen.

Dag 4: Du hoster og harker, for dine lunger er ved at rense sig selv igen. Men din krops længsel efter nikotin er ved at tage af. Dit hoved har dog ikke glemt stimulansen, så tankerne kredser stadig om den der cigaret. Du kobler stadig bestemte handlinger til en smøgpause. For eksempel efter frokost på arbejdet eller til en kop kaffe.

Tip: Kompenser med en anden – og sund – vane ved fx altid at have frugtstykker eller grøntsagsstænger i tasken.

Dag 5: Din fysisk er blevet mærkbart bedre,og mentalt er du ved at kunne se lyset. I korte perioder glemmer du rygetrangen. Du kan få den vanvittige idé, at du godt kan kontrollere en enkelt cigaret og gå tilbage i rygestoppet.

Tip: Tag skodposen frem og lugt til den, så kommer du bedre tanker.

Dag 6: Det var nok meget godt med den skodpose der. Du føler dig generet af andres røglugt og lugten i dit eget hjem, som du nu for alvor har fokus på.

Tip: Vask og luft ud.

Dag 7: En uge – tillykke! Du er godt på vej.

Tip: Tæl dine penge og beslut dig for, hvad du vil bruge de ekstra lommepenge til, som du indtil nu har sparet ved at være røgfri.

Dag 8: Du ser meget mere positivt på tilværelsen end for et par dage siden. Det værste er overstået, men lysten til at ryge er der stadig.

Tip: Dyrk det positive og udnyt, at du i højere grad kan bevæge dig uden at få åndenød af at støvsuge. Gå en tur, svøm eller tag cyklen med i skoven – hvad som helst, der fjerner fokus fra rygning og giver dig gode oplevelser.

Dag 9: Du begynder at overveje, hvordan du skal klare de situationer, hvor du tidligere altid sad med en cigaret i hånden. Venter der overhovedet et socialt liv uden cigaretter?

Tip: Ring til en ven. Du kender helt sikkert én, der har trådt stien før dig. Lyt til andres erfaringer og find ud af, at livet fortsætter – og bliver bedre.

Dag 10: Du er overbevist om, at det her bliver godt. Trangen og lysten vil være din følgesvend i nogle uger endnu, men du har ti dages erfaring i at håndtere begge dele.

Tip: Din skodpose er din ven et par uger endnu. Og skil dig så af med den én gang for alle. Hold dit fokus på alle de positive gevinster ved at være røgfri – nu kan du snart kalde dig ikke-ryger og har foræret dig selv flere års længere levetid.

 

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.

Andre læser også