Hvordan undgår man, at ens børn bliver udsat for tobaksrøg? Blogger og mor til to er ikke i tvivl: Man skal lære at sige tydeligt fra over for passiv rygning, men samtidig være villig til at indgå kompromisser og undlade at pege fingre ad rygerne.

De fleste forældre kender det sikkert: Bekymringen, når børnene skal lege hos nogle venner, hvis forældre ryger. Eller når de skal passes af farfar, der gerne nyder en pibe tobak. Men hvad gør man for at skærme sine børn mod passiv rygning uden samtidig at blive for fanatisk eller fratage dem oplevelser med andre børn?

Få hjælp til dit rygestop her

34-årige jordemoder Tina Amtrup Ekdahl, der under aliasset Lillemor blogger om jordemoderfaglige emner og livet som småbørnsmor, kender alt for godt til passiv rygning. Hun er vokset op i et rygerhjem med alt, hvad det indebærer af tilrøgede stuer og tøj, der lugter af mors cigaretter. For hende er det vigtigt, at hendes egne børn ikke udsættes for passiv rygning i samme grad, som hun oplevede som barn.

I gamle dage var det ikke unormalt, at man rød i bilen, selvom der var børn tilstede. Billede: Scanpix
I gamle dage var det ikke unormalt, at man rød i bilen, selvom der var børn tilstede. Billede: Scanpix
Vis mere

Stil gerne krav
Hun opfordrer også andre forældre til at sige fra. For mens det i Tina Amtrup Ekdahls barndom var naturligt og acceptabelt at ryge indendørs, er det i dag helt i orden at stille krav til, at rygerne tager hensyn.

”I dag er man meget mere oplyst om sundhedsskaderne ved passiv rygning og har en bred bevidsthed om, at rygning også går ud over alle andre. Det er i dag ikke længere til diskussion, som det var for bare 15 år siden. Hvis vi har besøg af nogle gæster, der trækker en pakke cigaretter op af lommen, siger jeg, at de er meget velkomne til at gå udenfor at ryge, så børnene lige undgår røgen. Det synes jeg er helt i orden at sige,” fortæller Tina Amtrup Ekdahl.

Ifølge Tina Amtrup Ekdahl kommer man længst, hvis man bruger lidt humor og møder rygerne med en positiv og åben attitude.

”Det er vigtigt, at man tydeligt giver udtryk for sine behov og ikke er bange for at foreslå en rygepolitik, selv når man er i andres hjem, men det er vigtigt, at man gør det med respekt og et glimt i øjet og ikke udskammer rygerne. Til en nytårsaften, hvor man har børnene med, kunne jeg finde på at sige: ”Vil det være okay med jer, hvis vi aftaler, at der kun ryges i køkkenet?” Og fx sige det lidt som en joke, at min datter må selv træffe den beslutning, når hun bliver atten. Så tror jeg også, det vil blive taget imod på en anden måde”, forklarer Tina Amtrup Ekdahl.

Bloggeren Tina Amtrup Ekdahl mener, det er vigtigt at fortælle børn, at rygning er usundt, men man skal også passe på med at dæmonisere rygerne. Billede: Scanpix
Bloggeren Tina Amtrup Ekdahl mener, det er vigtigt at fortælle børn, at rygning er usundt, men man skal også passe på med at dæmonisere rygerne. Billede: Scanpix
Vis mere

Slut med løftede pegefingre
Hun mener, det er vigtigt at fortælle børn, at rygning er usundt, men man skal også passe på med at dæmonisere rygerne.

”Det er vigtigt at bevare den sunde fornuft og ikke blive fanatisk”, siger Tina Amtrup Ekdahl.

”Man skal bestemt sige fra over for passiv rygning, men man skal også acceptere, hvis man er ude på andres matrikel, og de beslutter noget andet. Selv ville jeg fx acceptere, hvis mine børn skulle lege hjemme hos nogen, hvis forældre ryger. Det bliver for fantastisk for mig, hvis man skal gå i en stor bue uden om en person, der står og ryger. Det handler om at gøre sin egen holdning tydelig, men uden at shame nogen. Jeg tror, man kommer længst med at udvise rummelighed”.

Det er med samme positive attitude, Tina Amtrup Ekdahl har mødt gravide rygere med i sin rolle som jordemoder:

”Langt de fleste kan jo godt forstå, at det ikke er sundt, de kan bare ikke lade være. Prøv at tænke på, hvor svært det må være at stille sig ud med en kæmpe tyk mave og med en cigaret i munden. Det siger noget om, hvor afhængige de er. Men når de kan mærke, at jeg gerne vil snakke med dem og hjælpe dem, så er de også mere lyttende, når jeg fortæller, hvordan rygning påvirker fostret. Hvis man møder dem med en løftet pegefinger, så har du allerede lukket den kommunikation”.

Billede: Tina Amtrup Ekdahl
Billede: Tina Amtrup Ekdahl
Vis mere

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.

Andre læser også