Hvilket formål har den trekantede sag midt i ansigtet egentlig? Vi ved den bruges til at trække vejret med, og at den også er afløb for snot. Men vidste du, at den også kan spore dig ind på den helt rette partner?

1) Nys i overhalingsbanen
Når du nyser, går det stærkt, og faktisk ryger nyset gennem luften langt hurtigere, end du må køre på motorvejen. Det der sker, når du nyser er, at de små sensorer i næse og bihuler opdager, at der er fremmedlegemer i farvandet, og kroppen får så besked om, at den skal skyde disse fremmedlegemer væk med lynets hast. I nyseprocessen får du renset luftvejene og leder potentielt skadelige partikler ud af lungerne.

2) 1 liter slim om dagen
Du pudser måske ikke næse til hvad der svarer til en liter slim om dagen, men ikke desto mindre så producerer du alligevel en mængde slim, svarende til minimum en karton mælk. Størstedelen af dette slim ender du dog med at sluge, og det er kun få rester, der ender i lommetørklædet.

Når du er forkølet, skabes der en betændelsestilstand i slimhinden, og slimproduktionen øges, men ikke nok med det. Slimets farve kan også fortælle dig, hvor syg du er, og mens blankt slim er neutralt, tyder gult og grønt snot på, at du har fået en virus- eller bakterieinfektion.

Få gode råd om forkølelse her

3) Næsen som filter
Du kan trække vejret med munden eller med næsen. Begge dele giver ilt til lungerne og holder hjertet kørende, men der er alligevel forskel på, om du bruger den ene eller den anden iltkanal. For mens munden så at sige lukker alt, hvad luften har at byde på ind, så er næsen langt mere kræsen.

På vejen gennem næsen sorteres diverse partikler nemlig fra, inden de ryger ned i lungerne, og luften både renses, opvarmes og fugtes. At trække vejret gennem næsen er derfor lidt som at skylle grøntsagerne, før du spiser dem – du får den helt rene vare.

Det er bedre at trække vejret gennem næsen end gennem munden, da næsen virker som et filter og kan sortere diverse partikler. Arkivfoto: Scanpix
Det er bedre at trække vejret gennem næsen end gennem munden, da næsen virker som et filter og kan sortere diverse partikler. Arkivfoto: Scanpix
Vis mere

4) Næsen vælger din partner
Næsen er som bekendt vores duftcenter, men dette duftcenter er måske mere avanceret, end man umiddelbart skulle tro. Her handler det ikke kun om, at du glædes over den søde duft af roser eller kaffe, næ nej! Faktisk er næsen så kompleks, at den kan spotte feromoner, som er luftbårne partikler der sender en besked fra ét individ til et andet, og det kan f.eks. påvirke vores valg af en partner.

Feromoner opfattes af et særligt lugteorgan, der har direkte kontakt til hjernen, og da feromonerne bl.a. siger noget om, hvilken arvemasse en potentiel partner bærer rundt på, kan de indirekte være med til at føre et forældrepar sammen, som skaber børn af den helt rigtige gensammensætning. Så selv om du tror det er udseendet eller personligheden, du falder for hos en potentiel partner, så kan det være, du bare skal lukke øjnene og lade næsen vise vejen.

5) Sig hej med næsen
I flere forskellige kulturer er det kutyme at hilse med næsen. Dette gør sig bl.a. gældende i inuitkulturen såvel som hos maorierne i New Zealand. Det er en velkendt myte, at man i inuitkulturerne anvender næsemetoden som en måde, hvorpå man kan kysse uden at læberne fryser fast til hinanden. Det er dog ikke det, det handler om.

Faktisk er der slet ikke tale om et erotisk kys, men i højere grad er der tale om en hilsen, som anvendes i fuld offentlighed, og da man langt nordpå ofte er dækket helt til, hvor kun næse, øjne og mund er eksponeret, virker det måske bare smartest, at man netop bruger næsen, når man siger hej.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.

Andre læser også