Kender du det, når espressomaskinen umiddelbart ikke duer længere eller er blevet ’sløv i betrækket’? Eller at du bare gerne vil have en nyere og bedre vaskemaskine?

Det kender vi alle, men hvad gør vi ved de ’gamle modeller’?

Ifølge en undersøgelse fra SDU er hvert fjerde husholdningsapparat, vi smider ud, velfungerende. Ja, faktisk er antallet af velfungerende apparater større, men de går i stykker, når vi smider dem på genbrugspladsen.

Det er jo vildt at tænke på. Det lyder som om, at vi faktisk ofte snyder os selv.

Cirkulær økonomi, altså det her med at bruge tingene helt op og genanvende stumperne, fylder meget i debatten i aviserne, men mindre og mindre i vores hverdag. Faktisk er vores reparationsbudget faldet til en tredjedel i løbet af bare femten år.

Se det i øjnene, vi er så rige nu, at vi smider ’guld’ på skrotpladsen.

Hvorfor mon?

En ny måling af vores ’reparationsholdninger’ viser, at det kun er en lille halv mio. danskere, der nærmest vil reparere for enhver pris, mens endnu flere hellere vil købe nyt og helst ikke spilde en øre på at reparere deres ting.

Og der er en overvægt af unge, som ikke gider reparere.

Mange ved nok ikke rigtigt, hvornår det kan betale sig at reparere, mens andre tror, at det er mere besværligt, end det faktisk er. Og så er der dem, der har brug for hjælp.