Spice Girls kunne fylde stadions verden over.

Hver især har de fem kvinder langt fra samme gennemslagskraft, og da den mest succesfulde af dem, Melanie C, fredag aften spillede på Smukfest, lignede det længe en pinlig affære.

Da den i dag 52-årig verdensstjerne blev introduceret af Bøgescenens konferencierer, var der nærmest halvtomt på den store festivalplads.

Det blev bedre undervejs, men under hele koncerten kunne man nemt komme helt foran, og det var synd, for det Melanie C leverede på scenen var alt andet end pinligt.

Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Hun står stadig knivskarpt. 

Hun ligner stadig sig selv i orange træningsbukser og en sort tank top, der afslører flere af de velkendte tatoveringer.

Modsat ofte lidt robotagtige amerikanske popstjerner, er der næsten altid noget mere herligt jordnært over deres britiske kolleger, og Liverpool-fødte Melanie C er ingen undtagelse.

Hun ankom til Skanderborg som et sprudlende festfyrværkeri af godt humør og spillelyst.

Hun virkede på ingen måder tynget af det halvdøsige publikum, men sprang energisk rundt på scenen og viste samtidig, hvorfor hun i sin tid blev betragtet som den bedste sanger i Spice Girls.

Når hun spillede sine nyere solosange, dalede stemningen naturligt – det er trods alt et par eller tre årtier siden, at hun sidst lavede fængende popmusik.

Men hun pumpede godt igennem og var derudover ikke nærig med at skrue stemningen i vejret med en håndfuld gamle Spice Girls-numre.

»I kan bare slappe af, nu kommer hitsene,« lød det blandt andet selvironisk, før hun midtvejs åbnede op for godteposen, hvor særligt hendes gamle duet med Bryan Adams 'When You're Gone' og Spice Girl-hittet 'Say You'll Be There' tog kegler.

Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Hun spillede ikke meget over en time. Hun kendte åbenbart sin besøgstid.

Melanie C var en fest, der ikke passede til festen omkring sig, og det havde nok været bedre for alle, hvis Smukfest havde givet en hende mindre scene på et mere festligt tidspunkt af dagen.

Men for nostalgiske 90'er-fans var der ikke en finger at sætte på det, der kom fra scenen.

Følg B.T.s livedækning af Smukfest HER.