Sarte sjæle får en i fjæset med vold, røg og veganerjokes i den vellykkede musical 'Terkel - the motherfårking musical ', der efterligner Andens succes-film. Men der skal arbejdes med humoren.
»Det var da godt, der ikke var nogen, som fik den fede ko i hovedet,« siger en af klassens elever, og så er stilen ellers lagt.
Folk klapper ned gennem koncertsalen i Tivoli.
Fede-Dorit ligger død på scenen. Hun er netop hoppet ud fra tredje. Fordi hun er så fed og grim. Fordi usikre Terkel har svigtet hende foran de andre elever.
Han har sagt højt til bøllerne, der mobber ham i klassen, at han da ikke kommer sammen med sådan en fed ko. Og hendes verden bryder sammen.
Den røde tråd i musicalen er krænkelse. Med veganer-jokes, racist-jokes, ryge-jokes og tykke-jokes. Med nøgenbilleder på smartphones.
For i Andens univers er det tilladt at grine af alt, der er følsomt og politisk korrekt.
Dorit begår selvmord. Klassekammeraterne jubler. Så slipper de for hende. Og publikum klapper.
Måske fordi det er befriende, at vi kan klappe og grine af det, man ikke må. Måske fordi publikum, i 20'erne, i 30'erne og i 40'erne, bliver ført tilbage til folkeskolen-tiden. Kan genkende musiktimen, hvor alle spiller ude af takt - og kan genkende bøllerne, hippielæreren, poptøserne, de mobbede og egen usikkerhed.
Musicalen følger filmen, med replikker og scener som vi kender dem. Med den skræmte og dybt paranoide dreng Terkel, der er flyttet til Albertslund og skal på lejrtur i skoven med en dødstrussel i lommen. Hvem mon vil myrde ham? Bøllerne Sten og Saki? Eller hans bedste ven Jason?
Jason går i et med rap-pioneren Clemens. Jason der går i klasse »Sjette A for life«, får det »gøjseren« og render rundt med et jernrør.
»Man ved aldrig, hvornår man får brug for et jernrør,« siger Jason, der spytter hiphop-slang i flæng.
De fleste andre karakterer rammer også plet.
Terkel, spillet af Ruben Søltoft, er ham, de andre spiller bold op af, og går på imponerende samme klodsede facon som animationsfiguren.
Arne Nougatgren er overdreven hippie-pædagogisk, som vi kender ham, tilsat Martin Brygmanns egen uimodståelige grynten.
Komiker-duoen Adam og Noah giver den som bøllerne Sten og Saki og er et hit hos publikum. Særligt med tidstypiske og fængende rapnummer Militær, et af flere som Clemens har føjet til Andens velkendte numre, vi selvfølgelig også får at høre.
Saki synger og taler med orn'lig syg perker-accent og føler sig stødt, da klassens dengse henter kridt. Almindeligt og farvet.
»Er farvet nu ikke almindeligt,« siger Saki.
Folk klapper over racisme-vittigheden, og at Arne er fundamentalistisk veganer, at Terkels mor er storryger, og at Onkel Stewart, spillet af rutinerede Thomas Bo Larsen, kan slå netop Sten og Saki i gulvet, mens han noget overdrevent snakker som en københavnsk havnearbejder.
Der bliver klappet, og der bliver også grinet, men desværre ikke ofte nok. Slet ikke når man tænker på, hvor morsom filmen 'Terkel i knibe' er.
For der er lidt for langt mellem de rigtig gode jokes. Thomas Bo Larsen slår en kæmpe bøvs. Ingen griner.
Der er flere jokes under bæltestedet. Som når Arne selv siger om sine soyapølser:
»Skal du smage Arnes pølse?«
Og de er til tider lidt for brugte. Veganerjokes har man for eksempel hørt før. Ofte bliver humoren leveret en anelse påtaget og mangler Andens skæve og skælmske blik for underspillet humor.
Men uanset at der skal arbejdes mere på punchlines, er musicalen et værdigt minde om den 15 år gamle film med en vellykket scenografi, en imponerende koreografi, glæd jer til futtog-scenen, og trods alt underholdende sange og indslag, særligt hvad gælder Clemens, Brygmann, Adam og Noah.
