Rasmus Seebach er stadig på toppen!

Torsdag aften sparkede den 46-årige popkonge sin festivalsommer i gang i Jelling med en super stram hitparade, der fik det unge publikum til at vælte over hinanden af begejstring.

Det kan godt være, at Rasmus Seebach har været i gang 15-17 år, han kommer stadig ud af starthullerne, som var der ingen dag i morgen.

Med hvid konfetti og hittricket 'Lidt i fem', 'Den anden side' og 'Olivia' kogte festivalpladsen fra start.

Publikum i Jelling kommer især fra efterskole-segmentet, men det afholdt dem ikke fra at kende samtlige Seebach-hits, og de nærmest væltede over hinanden for at komme helt op foran.

Bandet var i det klassiske fodboldtema med 'Team Seebach'-fodboldtrøjer, Seebach selv skiftede undervejs fra fuld denim til hvid skjorte, og efterlod derudover ikke meget tid til publikum at trække vejret.

For popbomberne blev affyret med maskingeværsalve.

Fra 'Lys i din lejlighed' til 'Millionær' til ja, du kender dem jo alle sammen, og de fungerer stadig helt perfekt på en propfyldt festivalplads, der er kommet for at danse og synge højt.

Showet var stramt koreograferet, så der var plads til det hele. 

Sidste år fik Rasmus Seebach et nyt skud energi med Artigeardit-samarbejdet 'Sandheden'.

Det nummer lyder allerede som en Seebach-evergreen, og i den forstand var det kun en lille, men forventet, skuffelse, at Artigeardit forblev som et stort ansigt på bagskærmen.

Til gengæld kan Seebach bare noget med at skabe god stemning, og det blev decideret rørende, da han spillede 'Tusind farver' som en kæmpe krammer til alle dem, der kan have det svært.

Et Rasmus Seebach-show er sjældent dårligt – niveauet er grundlæggende ret højt – og kan derfor også nogle gange være svære skelne fra hinanden.

For nej, der var ikke de store overraskelser.

Jo, der var et helt nyt, endnu ikke udgivet nummer, med titlen 'Sprækker', der lød lige så catchy som resten af bagkataloget. 

'Nangijala' blev også båret fedt igennem af et nærmest Coldplaysk 'Viva la vida'-guitar beat, ligesom hele pladsen gyngede som besat under både 'Ingen kan love dig i morgen' og 'Øde ø'.

Det ER bare stadig en kæmpe fest at være til en Rasmus Seebach-koncert, og da han kækt spurgte, om ikke bare vi skulle bede næste mand på scenen – verdensstjernen Calvin Harris – om at blive hjemme, så han kunne fortsætte – så var det nemt at råbe »Ja« tilbage.

Rasmus Seebach ser ud til at gå endnu en stor sommer i møde.