’Psykosia’ er en film, man rigtigt gerne vil kunne lide.

Det er instruktøren Marie Grathøs debutfilm, der er - uden at det virker som en gimmick - kun kvinder på rollelisten, og det er en meget smuk film, hvor nærmest hver anden frame virker som et maleri.

Men den er simpelthen svær at holde af, uanset hvor meget man prøver. Historien udspiller sig på en - i øvrigt meget fotogen - psykiatrisk afdeling ledet af Dr. Klein (Trine Dyrholm). Klein tilkalder den lettere excentriske forsker Viktoria (svenske Lisa Carlehed) for at forsøge at få hul igennem til den selvmordstruede og grænsesøgende patient Jenny (Victoria Carmen Sonne).

»Jennys hjerne er som en labyrint, og hvis hun får lov, trækker hun dig med ud i alle de mørke kroge,« advarer Dr. Klein dramatisk, og sådan går det selvfølgelig.

’Psykosia’ er for nylig blevet vist på den prestigefyldte Venedig Film Festival. (Foto: 41 SHADOWS)
’Psykosia’ er for nylig blevet vist på den prestigefyldte Venedig Film Festival. (Foto: 41 SHADOWS)
Vis mere

De lange samtaler mellem forsker og patient er i momenter ganske dragende, men bliver i længden også meget stillestående og til tider decideret kedsommelige.

Og hvor det i filmens start virker klaustrofobisk på den helt rigtige måde, at hele handlingen foregår på hospitalet, bliver det efterhånden frustrerende, at der sker så lidt på så lidt plads.

Alle kameratricks bliver taget i brug, hurtig zoom, slow motion, slørede nærbilleder, roterende kamera og så videre, men det formår ikke at skjule, at historien simpelthen er en meget lille klat smør smurt ud på et alt for stort brød.

Og de påtaget mystifistiske drømmesekvenser, de næsten komisk tunge replikker og det forudsigelige plottvist til sidst, giver hele affæren et lidt studentikost præg.

Uanset hvor meget filmselskabet i markedsføringen af filmen gør opmærksom på, at Trine Dyrholm er med, er hun kun en bifigur, filmen er båret af Lisa Carlehed og Victoria Carmen Sonne.

Stortalentet Sonne kan gøre selv den mest tyndt optegnede rolle interessant, mens Lisa Carlehed til gengæld kæmper med at gøre den stive Viktoria til en hel karakter, men kan nære følelser for.

Grundlæggende er ’Psykosia’ fuld af gode takter og intentioner, men den ender ærgerligt uforløst.

'Psykosia' - Instruktør: Marie Grathø. Med: Victoria Carmen Sonne, Lisa Carlehed