3 ud af 6 stjerner: Der er ingen tvivl om, at Michelle Obama er en superstjerne af en helt særlig kaliber og en kvinde, der i den grad har noget på hjerte.
Måske netop derfor var hendes optræden tirsdag aften i Royal Arena en virkelig flad fornemmelse.
Før Michelle Obama selv kom på scenen, blev publikum præsenteret for både børnebilleder af hovedpersonen og sjove videoklip fra diverse amerikanske talkshow.
Det skete alt sammen til lyden af en række kvindelige musikere som Pink, Lady Gaga og naturligvis Beyoncé. Da Michelle Obama selv indtog scenen, i øvrigt i et sæt designet af danske Stine Goya, var det til lyden af 'Girl on Fire' af Alicia Keys.
Her sad man med en følelse af, at noget stort skulle til at begynde. En ikonisk, stærk kvinde skulle på scenen og levere nogle store budskaber om politik, om kvindekamp og om ligestilling, som vi ville huske.
Sådan gik det imidlertid ikke.
Michelle Obama sad på scenen i en blød, blå lænestol, hvor hun blev interviewet af den amerikanske tv-personlighed og kok Rachael Ray. Hun havde indøvet et par sætninger på dansk, som hun egentlig udtalte udmærket, og det er jo altid en vinder blandt publikum.
Som interviewer fungerede hun derimod ikke. Rachael Ray virkede mest af alt som en starstruck fan, der var glad for at være på scenen, og flere af hendes spørgsmål virkede decideret malplaceret og ligegyldige.
Michelle Obama blev blandt andet spurgt, hvordan hun ville indrette sit drømmeværelse, om hendes yndlingsfarve nu stadig er blå, og hvilken restaurant hun ville anbefale til en dansker, der kommer til Washington DC. Spørgsmål, som flere kendte danske kvinder da også rasede over på Twitter sent tirsdag aften.
En af dem var Ane Cortzen, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvad det mon havde gjort for showet, hvis man havde haft en dansk interviewer på scenen? Meget godt, er mit bud.
Med en kvinde af Michelle Obamas status må man naturligvis gå ud fra, at Rachael Rays spørgsmål i den grad er klappet af med hovedpersonen selv, og det undrer, at Michelle Obama bruger sin taletid på den måde, når vi nu allesammen ved, at der naturligvis gemmer sig langt mere interessante pointer i den tidligere førstedame fra Chicago.
Familien, forholdet til Barack og anekdoter fra otte år omringet af vagter og med en status som verdens vigtigste familie fyldte naturligvis også en hel del i showet.
Og mange af Michelle Obamas små fortællinger var bestemt underholdende. Som når hun fortalte om datterens reaktion, da hendes far blev præsident.
»Malia spurgte mig: 'Er han så præsident nu?' Jeg svarede ja, og så gik hun tilbage til sin pizza,« fortalte Michelle Obama til stor morskab for salen.
Underholdende var det også, når hun flere gange udstillede Barack Obamas mindre flatterende sider. Blandt andet det faktum, at den tidligere amerikanske præsident tilsyneladende har set sig mavesur på sin datter, fordi hun har et større værelse end ham i familiens nye hus.
»Slap af, mand. Vi ofrede os for dig i otte år,« lød det lige ud af posen fra Michelle Obama.
Den 55-årige bestseller-forfatter fortalte også, hvordan hun i Det Hvide Hus indrettede faste spisetider, som Barack Obama måtte indordne sig efter, for hun ville ikke have, at hendes to døtre skulle vokse op i et hus, hvor alt drejede sig om faderen i familien. Den udtalelse fik et af aftenens største bifald.
Lige dér var der en snert af noget, der pegede i retning af noget større. Men vi kom aldrig videre.
På samme måde sendte Michelle Obama flere gange en lille svirper i retning af Donald Trump og lagde grundstenen til en snak om politiske emner.
»Verdens ledere skal bare tage sig sammen, for de er de voksne - ja, det var i hvert fald vores tilgang,« sagde Michelle Obama med en hentydning til USA’s præsident. Men heller ikke det spor kom vi meget videre ad.
Der er ingen tvivl om, at Michelle Obama er et ekstremt fascinerende menneske, og hun kan fortælle en historie bedre og mere levende end de fleste.
Hun leverede mange sympatiske pointer om, at man ikke nødvendigvis skal have en plan og penge for at komme langt i livet, at vi skal være der for vores børn og være venlige over for hinanden. Det er alt sammen fint og rigtigt.
Men når man er Michelle Obama og taler foran 11.000 mennesker i København, så er det bare ikke godt nok. Det er faktisk decideret skuffende.
Tilbage står følelsen af at have været vidne til et halvanden time langt motivational quote i stil med 'Never go to bed angry' eller 'Live, love, laugh'. Det er fine ord, men man savner en dybde og substans, som desværre udeblev tirsdag aften i Royal Arena. Og sikke en skam.