24 år efter den første 'Toy Story' rammer Woody, Buzz og de andre stadig træfsikkert både lattermuskler og tårekanaler.

Kan du huske den afsluttende scene i 'Toy Story 3', hvor Anders forærer sit legetøj væk, og du sad der med tårer væltende uklædeligt ned ad kinderne og tænkte, at så kan man vel heller ikke blive mere rørt af en animationsfilm, der grundlæggende bare er en bunke sindrigt placerede 1'er og 0'er og handler om levende legetøj?

Nå, men der tog du fejl.

I 'Toy Story 4' rammer Pixar endnu en gang lige i hjertet og lige i tårekanalerne.

Animationsgiganten har været kritiseret i de seneste år for at fokusere meget på sequels og ikke så meget på originale film.

Den kritik kan være væsentlig nok, men i tilfældet 'Toy Story 4' må selv den mest mavesure gnavpot stikke piben ind, finde lommetørklædet frem og erkende, at Pixar har noget på hjerte.

Woody, Buzz Lightyear og de andre rødder har fået et nyt hjem hos pigen Bonnie.

Woody oplever oftere og oftere, at han bliver efterladt i skabet, når Bonnie leger, men finder nyt mål i tilværelsen, da samme Bonnie i skolen laver et hjemmelavet legetøj af en plastikgaffel og nogle piberensere.

Den nye Toy Story-film er den fjerde af slagsen.
Den nye Toy Story-film er den fjerde af slagsen.
Vis mere

Dette væsen, Forky, er… ikke supergodt begavet og har det med at havne i uføre. Ikke mindst da Bonnies familie er på bilferie, og Forky stikker af.

Det bliver starten på et vildt eventyr, hvor Woody blandt andet møder sin gamle flamme Bo Peep og en masse nye venner og fjender, der bl.a. tæller en plyskanin og en plyskylling, der er helt uhørt aggressive, nogle umanerligt skræmmende bugtalerdukker og ikke mindst den optrækkelige stuntmand Duke Kaboom (med stemme af Keanu Reeves).

Det er virkelig morsomt, virkeligt velfortalt og blændende animeret, men frem for alt er det en god historie, der både har en medrivende romance mellem Woody og Bo Peep, en næsten lige så fin bromance mellem Woody og hans gamle rival Buzz Lightyear og temaer om loyalitet og at finde sin egen plads i livet. Det er både skamløst underholdende og helt uforceret rørende.

Filmen har premiere i danske biografer torsdag den 29. august.