Andreas Odbjerg ved, hvordan man laver musik, så hele Danmark synger med.
Derfor virker det ironisk, at hans første tv-program er så smalt skruet sammen, at de fleste nok kommer til at kede sig og efterfølgende falde fra.
Tv-programmet, der sendes i fire afsnit på DR, har fået titlen 'Andreas Odbjergs popmanifest', og ideen er som udgangspunkt sjov.
Odbjerg er en musikalsk troldmand, og det er sjovt – og formentlig i nogle kredse provokerende – at se ham forsøge sætte fængende popmusik på formel med et manifest bestående af 10 punkter.
I programmerne inviterer han en relativ ukendt kollega ind i en magisk hule af udklædningstøj og instrumenter, og sammen med et hold af Odbjergs faste samarbejdspartnere har de to dage til at skrive en popsang.
Så langt så godt.
Andreas Odbjerg fremstår sympatisk – ja, nærmest alt for høflig som vært.
Han er bange for at 'spille kong Gulerod' og fylde for meget – men det er jo for fa'en Odbjerg, vi har tændt tv'et for at opleve helt tæt på – så her skal han bare give den gas!
I første afsnit indledes det hele med et meta-lag – at Odbjerg og en af hans samarbejdspartnere undervejs taler om, at de skal lave et tv-program.
Det er en fin, original måde at pakke et program ind på, og de involverede er dejligt selvironiske og forsøger ikke på at fremstå som noget, de ikke er.
Men så er det også, at programmet begynder at dale på spændingskurven.
I cirka 30 minutter ser vi Odbjerg og holdet tale frem og tilbage om, hvordan deres sang skal være, mens de prøver sig frem på instrumenterne.
Hvis man på forhånd kendte sangen, som skal laves, kunne det måske være sjovt at se, hvordan magien opstod undervejs, men her bliver det bare for meget proces og for lidt fængende indhold.
I en 'normal' musikdokumentar kan det være interessant at se, hvordan et kæmpe hit blev til, men da vi her hverken har noget forhold til musikken eller manden, som de skriver sangen med, bliver det for langtrukken.
To ting kunne også være sat skarpere op.
For det første havde det været bedre for forståelsen, hvis man fik et mere klassisk portræt af den 'ukendte' sanger.
Mathias Ranch, som han hedder, taler i små, rodede brudstykker om at vokse op med en knap så lykkelig familie – hvilket er det, deres sang skal handle om.
Problemet er, at når man ikke får hans historie bedre fortalt, er det svært at blive grebet følelsesmæssigt.
Det er også synd, at man ikke bruger Odbjergs popmanifest mere. Særligt når nu det tilmed er programmets titel.
Én gang læser han nogle af punkterne op for de andre, men herefter gemmes det væk, og her havde det givet et langt bedre overblik og forståelse for konceptet, hvis man undervejs vendte tilbage til de forskellige regler.
Jeg bifalder, at DR giver skærmtid til rigtige musikere, og det er som sådan klassisk public service at lave et program om, hvordan musik bliver til.
De medvirkende har uden tvivl hygget sig, og cadeau for at prøve noget nyt, men hvor er det bare drønærgerligt, at det ikke er lavet mere underholdende.
Jeg var super spændt på konceptet og havde glædet mig til at se, hvad Odbjerg og co. havde fundet på, men hvis de tre resterende programmer forbliver i samme alt for nørdede ramme, kommer jeg ikke til at se videre.