Kæmpe scoop for TV 2 - men serie om grev Nikolai har et problem: 'Det virker kunstigt'
Mandag har TV 2 premiere på det første af i alt fire afsnit i en ny tv-serie om grev Nikolai. Her får du B.T.'s anmeldelse af første afsnit.

Mandag har TV 2 premiere på det første af i alt fire afsnit i en ny tv-serie om grev Nikolai. Her får du B.T.'s anmeldelse af første afsnit.

Det var lidt af et scoop, da TV 2 for få uger siden kunne annoncere, at en tv-serie om grev Nikolai var på vej.
Tv-stationen har fulgt greven i et år og efter at have set første afsnit, er der ingen tvivl om, at det er interessant tv. Men desværre har programmet også et problem.
Lad os begynde med det gode.
For er man bare den mindste smule interesseret i Kongehuset, så er der bare noget dybt fascinerende i at komme et skridt tættere på et medlem af den kongelige familie.

Som var det et afsnit af 'Kender du typen', tager jeg mig selv i at nærstudere hver en detalje, da vi i åbningsscenen bliver lukket ind i grev Nikolais overordentligt rene, pæne og beige lejlighed, hvor han bor med kæresten Benedikte Thoustrup.
Grev Nikolai gør sig klar til prinsesse Isabellas 18 års fødselsdag og får selskab af sin lillebror, grev Felix.
De drikker gintonics, og grev Nikolai ifører sig manchetknapper, han har arvet fra prins Henrik, mens grev Felix har den velourblazer med, han har fået i julegave af dronning Margrethe.
Brødrene fortæller en anekdote om, at prins Joachim med vilje binder sine butterflys lidt sjusket, så folk ikke er i tvivl om, at det er 'en selvbinder', og før de forlader Københavnerlejligheden for at tage til kongelig fest diskuteres det, om de skal tage jakke udover smokingen for ikke at vække for meget opsigt.

Det er i den slags små detaljer, der også indvier os i den hemmelige, kongelige verden, at dokumentaren virkelig er seværdig. Jeg lapper det ærlig talt i mig.
Men i størstedelen af første afsnit følger vi egentlig Nikolai i hverdagssituationer.
Det bedste af de øjeblikke er, når vi ser grev Nikolai cykle til sit arbejde i Dansk Industri, hvor han holder et halvkedeligt møde om noget med boligmarkedet i et lille, kønsløst mødelokale.
Men første afsnit bruger også en del tid på at vise os Nikolai til møde i sit modelbureau, sit agentbureau og på modelopgave.
Alt sammen noget man kender fra grevens instagram-profil, og det er måske ikke ligefrem det mest underholde tv - men for mange danskere vil det alligevel være et nyt indblik i Nikolais hverdag.

Desværre har programmet dog et større problem.
Flere interviewbidder og samtaler virker simpelthen for opstillede, og det gør, at man hele tiden føler en distance og aldrig mærker personen Nikolai for alvor.
Grev Nikolai mødes med sin mor, grevinde Alexandra, og hun roser ham for en inspirerende instagramprofil, mens han roser hende for altid at like sine opslag.
Vi møder også grev Nikolais kæreste gennem mange år, Benedikte Thoustrup, og følger parret på et photo-shoot. Det er sødt at se dem hoppe på trampolin og være tydeligt glade og afslappede sammen.

Men så snart de bliver bedt om at sætte ord på, hvordan de ser hinanden, bliver det altså underligt stift.
»Det jeg finder mest inspirerende ved Benedikte, er det ansvar hun altid påtager sig. Hun er om nogen rigtig god til at favne alle og tage sin opgave her i livet seriøst,« lyder det fra grev Nikolai.
Måske ér det vitterligt sådan, Nikolai snakker? Men det virker nu mere fortænkt og kunstigt.
Tydeligst bliver det dog, da grev Nikolai skal forholde sig til titelkrisen og det faktum, at dronning Margrethe i 2022 fjernede prins Joachims børns titler - og grev Nikolai fra 2023 dermed var grev og ikke prins Nikolai længere.

»Både mit liv og den rolle, jeg tidligere har skullet udfylde, har ændret sig, og det, at der er blevet truffet en beslutning på mine vegne, det er selvfølgelig aldrig rart.«
»Men som med alt andet her i livet prøver jeg at få det bedste ud af tingene og se det i et positivt lys. Jeg er i gang med at finde min egen vej her i livet med den rolle og de vilkår, jeg har nu,« lyder det fra grev Nikolai i dokumentaren.
Han har givetvis ikke ønsket at vade rundt i den sag mere, og det er sådan set reelt nok.
Men som seere ved vi jo, at den sag skabte en stor krise i familien. Vi ved, at grev Nikolai har været ked af det.
Derfor undrer det mig, at vi som et minimum ikke ser TV 2 stille et opfølgende spørgsmål, for så i det mindste at lade grev Nikolai selv sige, at han ikke ønsker at tale mere om det.
Dét ville nemlig være at vise mennesket bag titlen, som grev Nikolai selv i indledningen til programmet proklamerer, han vil vise os, og dét menneske er man nysgerrig på.
Grev Nikolai har flere steder fine og interessante refleksioner og anekdoter - som da han fortæller om at skulle i cirkus på sin ni-års fødselsdag og undre sig over, hvorfor han skulle have skjorte og blazer på, når de andre børn havde hættetrøjer på.
Den slags ville jeg bare ønske fyldte lidt mere i det samlede billede, hvis seriens sigte for alvor er at lade os komme 'helt tæt på'.
Selvom der er nogle hår i suppen på det allerførste afsnit, er der dog ingen tvivl om, at 'Nikolai' er et kæmpe scoop for TV 2, og jeg vil i dén grad glæde mig til at se videre.