Christopher væltede København!

Den 34-årige popstjerne har de sidste år turneret verden rundt i kølvandet på sin Netflix-succes.

Lørdag aften var han dog på hjemmebane i Valbyparken foran 32.500 jublende fans, og de bar ham hele vejen.

Det var hans største koncert til dato, og udover et par skønhedsfejl og en unødvendig kommentar undervejs, var det en forventet triumf.

Lad os få det negative af vejen først.

Christopher serverede aftenens show som en minifestival på pladsen, hvor der normalt afholdes Grøn Koncert med en længere række opvarmningsnavne.

Fint setup, og især Anders Breinholt underholdt sjovt med en genopsætning af 'Natholdet', men rent logistisk virkede pladsen alt for trang, og man kunne blandt andet risikere at stå halvanden time i kø for at få mad i madboderne.

Det duer ikke Team Christopher!

På et tidspunkt i koncerten præsenterede Christopher også en ny sang med et par ord om, 'at det var noget de lige fandt på her til aften', hvor efter at teksten alligevel røg op på storskærmen.

Sådan noget virker bare dumt og unødvendigt, når resten jo serveres både festligt og bund sympatisk.

Og så til koncerten!

Hold op, hvor var det vildt at opleve, hvor stor Christopher er blevet herhjemme.

Det var fællessang og god stemning fra start til slut.

Det var et popshow i den helt dyre ende, og modsat hans ældre let-sammenlignelige kollega, Thomas Helmig, er han både stemmemæssigt og fysisk i topform.

Han mangler lige en 'Malaga', der hæver ham helt op øverst i den danske superliga, men det lyder til, at han er godt på vej.

Jo, alle de engelske hits flyver udover scenekanten som en drøm, og det blev i løbet af aftenen kun sjovere og sjovere, men det var især under hans to nye danske sange, at det for alvor var sjovt.

'Ham med guitaren' og 'Ringer om natten' er stadig ret nye, men de virkede til at ramme fuldstændig plet hos publikum.

De mere direkte danske strofer rammer dybere, og linjen 'bare for at fuck med Cecilie', som en henvisning til hans hustru, kunne godt ligne et nyt fælles højdepunkt i fremtidige Christopher-koncerter.

Brandon Beal kiggede forbi til 'Twerk it like Miley' og 'CPH Girls', men derudover var der ikke nogle overraskelser, udover et par fine call backs til starten af hans karriere med blandt andet et cover af Robyns 'Call Your Girlfriend'.

Og lyden? Ja, den var imponerende god udover så stor en koncertplads.

Det var en fejring Christopher, Christophers publikum og en flot milepæl i en hidtil flot flot karriere.