For cirka 120. gang indtog Damon Albarn torsdag aften årets Roskilde Festival.

Den danskofile verdensstjerne havde sit Gorillaz-band med under armen og modsat The Cure, der tøffede afsted onsdag, leverede han varen som hovednavn på Orange scene.

Han kæmpede lidt undervejs med både vind og støj fra en anden scene, men flere gange fik Gorillaz festivalpladsen til at eksplodere.

Og så gentog de heldigvis ikke den store ulykke fra sidst.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Ja, sidste gang Damon Albarn var i Roskilde med Gorillaz, gik det galt til allersidst, da rapperen Del Tha Funkee Homosapien faldt ned fra scenen og røg en tur på hospitalet.

Da en af Gorillaz' medbragte rappere torsdag aften på ny valsede ud på scenen iført solbriller, frygtede man, at det kunne ske igen.

Men denne gang var der ingen, der faldt, og dermed kunne publikum gå amok, da koncerten peakede med en oppisket udgave af hittet 'Feel Good' og den efterfølgende 'Clint Eastwood'.

Gorillaz er dog ikke et band, der sådan stryger publikum med hårene.

De åbnede faretruende kunstnerisk med langsomme orientalske toner og en Damon Albarn, der blot stirrede dybt ud i horisonten.

Men så kom der ellers smæk på, og i den første halvdel gyngede koncerten herligt med en Damon Albarn, der ofte var nede og hilse på sit publikum.

Damon Albarn elsker Danmark. Det har han sagt så mange gange før, og torsdag aften erklærede han endnu engang sin kærlighed til Roskilde Festival.

Han brokkede sig flere gange over, at han kunne høre musikken fra en anden scene, hvilket heldigvis ikke fik ham til at miste fokus alt for meget.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Midtvejs gik der lidt stilstand i tingene med et par mindre dansable numre, som publikum tydeligvis ikke kendte.

Det fulgte Gorillaz heldigvis hurtigt op med blandt andet den hårdtslående 'Kids with guns', hvor en medbragt sangerinde blæste alle omkuld med sin enorme vokal.

Showet tog til i fart, og da det hele altså eksploderede i både abedans og fællessang, kunne Damon Albarn sætte hak ved endnu en veludført Roskilde-præstation.

Følg B.T.s livedækning af Roskilde Festival HER.