Juleanmeldelse: Matador 21. december – Dét tager røven på mig!

Bevares, Korsbæk kan både være karikeret og ulogisk.

Men bedst som jeg tror, jeg har regnet 'Matador' ud, så tager serien røven på mig igen.

Det vides da i dagens afsnit heller ikke helt, hvad Frederik døde af, men både Laura og nevøen Oscar har nu deres mistanker.

Den kyske Misse indrømmer da også til sidst, at hun tog livet af sin nye mand, selvom det var hans egen skyld, for hun låste ham ude på altanen i syv timer, da han prøvede at komme i seng med hende på deres bryllupsnat.

I radioen til den følgende gravøl lyder det dog fra London, at de tyske tropper har overgivet sig i ikke mindst Danmark, og alle krammer og græder, mens gaderne fyldes af flag og fest.

Nevøen Oscar derimod vil hellere æde kage og allerhelst snakke om sin arv – altså den arv, hans onkel prøvede at gifte sig til – end landets frihed, som altså absolut skulle ligge på hans onkels dag og overrende gaderne.

Frihedsglæden - og logikken - kammer over
Men beruselsen over igen at være et frit land kammer da også over, når doktor Hansen og Kristens frihedskæmper-venner sætter sig for at jage værnemagere og tyskertøser.

Selv Ole Thestrup er gudhjælpemig med som en af de »mange 'sidste dages hellige'«.

Det er dog umiddelbart kun tilfangetagne Skjold Hansen, vore venner i Korsbæk kan maste sympati for, men det er for sent, og han reddes ud midt i et slagtilfælde, der sender ham »velopdragen« og ligeglad i sygesengen, hvor kun hans pige Iben kan hele lammelserne i de opspærrede arme.

Jeg tør vidst godt sige, at der ikke altid er logik i de spøjse dødsfald og sygdomme, der plager Korsbæk. Oftest handler det bare om at læse noget chokerende i avisen.

Og nu lader Skjold Hansen bare murermester Jessen blive ny formand i banken, og jeg græder med fru Skjold Hansen, som tårefyldt kan mærke, at hun »aldrig får min gode, gamle Viggo tilbage«.

Tjener Boldt kunne også snildt have været med i en sådan vogn, men vi ved endnu kun, at en ny frøken har taget over på hans restauration.

På samme måde lader det også vente på sig, hvorfor Herbert ikke vender hjem til Vicki alligevel, men bliver i Hollywood.

Hjemvendte plager
Men Kristen får straks sin Elisabeth, som han vender hjem fra at have overnattet med lægen på baronens loft på Brydesø, og også hr. Stein har fået betalt husleje af banken, så han modsat mange andre kan vende hjem.

Genforeningen mellem Agnes og Lauritz skal derimod selvfølgelig forsinkes af, at han endnu engang brænder hende og børnene af, så de først efter togturen til brigaden, han skulle gå, finder ud af, han er i Stockholm.

Frk. Jørgensen skal også endnu en gang sættes ind som irriterende overfortæller, før Agnes og Lauritz endelig kan kaste sig i armene på hinanden.

Der går dog ikke længe, før parret atter husker deres komplet modstridende ønsker, og mens Agnes har glemt, at hendes mand er proletar og skuffes over, at han hverken spørger til familien eller synes om huset, så vil Røde stadig hellere snakke om, hvordan Herbert nu kan indrømme sin fejltagelse om Stalins vigtighed.

Til sidst har han pludselig selv planer om, at Agnes kan kaste alt, hun har bygget op, ud til højre, så familien i stedet kan leve for hans kun mulige halve løn ved at arbejde for partiet i København.

Usympatiske Ellen og stakkels Mads
Ellens mand Mogens Lamborg har i al fald mistet alt, efter hans far har handlet med tyskerne og deres navne gået igen i illegale blade.

Mads Skjern forsikrer dog, trods egne lyssky handler, at han ikke frygter at få noget konfiskeret, og han udnytter straks den stakkels Skjold Hansen-families situation til at overtage deres hus til datteren, han vil gøre alt for.

Samtidig skaffer han et job til Lamborg i sin fabrik, men Ellen gider ikke engang høre om standmæssige beløb eller lønaftaler, for hun ville hellere været blevet i København – måske sågar have studeret.

Iben derimod vil bruge pengene fra sin fars fiksfakserier til at genopbygge den nedbrændte rideskole og blive berider. Både Mads Skjern og fru Skjold Hansen forestiller sig dog, at det er en mands job, men »sådan noget tager Iben sig ikke af«.

Hvis bare man kunne sige det samme om Mads.

For mens både Daniel og Regitze kommer hjem med hver deres engelske wing commander, så forstår man hurtigt, hvorfor Daniel kun har fortalt om sin mor til sin nye ven Jim Donaldson.

For Ellen stadser sig ud til besøget og rager og charmerer sin brors ven, som hun lokker til en times privat sight seeing i Korsbæk, selvom Daniel håbede, han selv kunne vise byen frem over det fire dages tiltænkt private ophold.

Ingeborg synes dog både at vide, at Ellen ikke er glad i sit ægteskab, og måske ved hun også, at der er mere mellem Daniel og den ven, han har taget med hjem. 

Så til sidst må hun slagkraftigt spørge sin mand: »Interesserer du dig overhovedet ikke for, hvad der foregår her i huset?«

Studser over én detalje
En glæde efterlader tyskerne dog, og det er hunden Max, som siden omdøbes Pax.

Laura bliver sågar helt spydig ved Maudes modstand mod at beholde hunden, som hun selv havde gjort det, hvis hun havde haft sit eget, og til sidst bukker Maude under til både Laura, hr. Varnæs og Helles store glæde.

Jeg studser dog lidt over, at Laura giver hunden et stykke chokolade, men altså, den holder i al fald afsnittet ud.

Bedst som jeg troede, der nu skulle være liv og glade dage i Korsbæk, serveres vi også en slagside ved befrielsesberuselsen.

På samme måde fortsætter karakterne med at udvikle sig i spændende retninger og flere interessante historier antydes, så jeg helt glemmer at hænge mig i de logiske brister.